Fortsæt til indhold
Indland

Ung havørn fundet på mark på Langeland døde af forgiftning

Obduktion har vist, at havørn havde spist kød, der indeholdt insektgift. Sagen er anmeldt til Fyns Politi.

/ritzau/

En ung havørn, der tidligere på året blev fundet død på en mark på Langeland, var forgiftet med den ulovlige insektgift carbofuran.

Det viser obduktionen af havørnen, som netop er afsluttet, skriver Dansk Ornitologisk Forening (DOF) i en pressemeddelelse.

Foreningen har anmeldt sagen til Fyns Politi.

Havørnen blev fundet 31. marts på en mark sydøst for Rudkøbing.

Rovfuglen var i fysisk god stand og havde ifølge DOF en ”perfekt fjerdragt”, hvilket altså indikerede, at den havde et godt helbred.

Ved obduktionen fandt dyrlægerne flere friske kødstykker i spiserøret på ørnen.

Siden 2008 har det været forbudt i hele EU at anvende carbofuran.

Carbofuran blokerer nervesystemet. Der kan gå flere timer, inden giften dræber, og derfor kan man ikke umiddelbart sige, om ørnen har spist forgiftet kød i nærheden af det sted, hvor den blev fundet død.

Statens Serum Institut, der har obduceret havørnen, vurderer, at den kan have fundet og spist det forgiftede kød op til 20-25 kilometer fra marken, hvor den blev fundet.