Millioner af tons byggematerialer ender i containeren – og belaster helt unødvendigt klimaet
Ny forskning afslører et enormt ressourcespild i byggeriet. Det medfører en stor og unødvendig regning.
Byggeriet er en af de allerstørste udledere af drivhusgasser, som fører til opvarmning af Jorden. Hele 22 pct. af al den udledning, som sker i Danmark, stammer fra materialer og opførelsen af huse, anlæg af veje, og hvad der ellers bygges i Danmark.
Men sådan behøver det ikke være. Ny forskning viser, at man relativt simpelt ved at tænke sig om og fråse lidt mindre kan slippe for en stor del af byggeriets klimabelastning.