»Vi kommer til at bevæge os væk fra at tale om følelser til at tale om lovbrud«
I forbindelse med en ny handlingsplan mod antisemitisme etableres der nu et institut, der får til opgave at dokumentere antisemitiske hadforbrydelser. Jyllands-Posten har talt med manden bag ideen, som nu skal stå i spidsen for instituttet.
Hvad står som det vildeste eksempel på antisemitisme i din erindring?
»Det må være den aften, Dan blev myrdet.«
Altså Dan Uzan? Der stod vagt ved synagogen under terrorangrebet i 2015?
»Ja. Jeg var lige kommet ind ad døren derhjemme den nat, da min telefon ringede. Jeg havde hørt, hvad der var sket i Krudttønden, og hele det jødiske samfund var allerede i alarmberedskab, for vi vidste ikke, om det var en isoleret hændelse.
Det fandt jeg hurtigt ud af, at det ikke var. Da jeg svarede på opkaldet, fik jeg at vide, at der var faldet skud i Krystalgade. Jeg havde knap fået mine sko af, inden jeg fløj ud ad døren igen.
Jeg løb gennem byen til Krystalgade. Vi kendte ikke omfanget. Vi vidste ikke, om der var sårede eller dræbte, eller om det var samme gerningsmand som ved Krudttønden.
Men så fik jeg alligevel at vide, at en person var afgået ved døden. Jeg vidste ikke, om det var en politibetjent eller en af vores egne vagter. Det var først senere, jeg fik bekræftet, at det var Dan.«
Selvom det er mere end 10 år siden, at terrorangrebene i København fandt sted, står forløbet natten mellem lørdag den 14. februar og søndag den 15. februar 2015 stadig lysende klart for Jonathan Fischer.
For ham er det et billede på, hvor galt det kan gå, når antisemitismen får frit løb.
Derfor er han også glad for, at Danmark nu får et organ, der aktivt skal bekæmpe antisemitisme i offentligheden.
Det sker i forbindelse med en ny handlingsplan mod antisemitisme i Danmark, som regeringen præsenterer tirsdag.
Planen indeholder 17 initiativer, der skal komme antisemitismen til livs.
Et af punkterne lyder at etablere et institut, der får til formål at »sikre systematisk overvågning, dokumentation og anmeldelse af strafbare ytringer og handlinger af antisemitisk karakter«.
Det fremgår af en pressemeddelelse, som Justitsministeriet har udsendt tirsdag morgen.
Jonathan Fischer skal selv stå i spidsen for instituttet, når han tiltræder som direktør.
Jyllands-Posten har talt med ham om hans ambitioner og tankerne bag.