Fortsæt til indhold
Indland

Elever vil besætte skole i protest mod lukning af læreruddannelse

Læreruddannelsen på Frederiksberg skal lukke på grund af faldende ansøgertal. Elever vil protestere.

/ritzau/

De studerende på læreruddannelsen på Frederiksberg vil besætte skolen fra mandag til fredag i den kommende uge.

Det skriver B.T., der er kommet i besiddelse af en besked, som eleverne har sendt til skolens ledelse. Ritzau har også set beskeden.

Besættelsen sker, i protest mod at Københavns Professionshøjskole vil lukke skolen på Frederiksberg på grund af et faldende ansøgertal.

»Det er vores vurdering, at det kræver massiv offentlig bevågenhed, hvis forslaget om at lukke Nyelandsvej (Campus Nyelandsvej, red.) skal forkastes,« står der i beskeden.

»Så selv om vi må ofre en uges undervisning på Nyelandsvej, kan det forhåbentlig sikre os mange flere års undervisning på selv samme sted.«

Campus Nyelandsvej skal efter planen lægges sammen med den anden læreruddannelse i København. De skal samles på Vesterbro i Campus Vesterbro.

Det samlede antal lærerstuderende på Københavns Professionshøjskole er faldet over 27 pct. på syv år. På Frederiksberg alene er antallet faldet knap 40 pct.

I 2018 var der i alt 3.657 lærerstuderende på Københavns Professionshøjskole. Heraf var 1.065 studerende indskrevet på uddannelsen på Campus Nyelandsvej.

Syv år senere – i 2025 – er det samlede antal lærerstuderende på professionshøjskolen faldet til 2.646. Heraf læser 648 på Frederiksberg.

Lukningen af Campus Nyelandsvej skal godkendes i Københavns Professionshøjskoles bestyrelse, før det indstilles til regionsrådet.

Det sker på et bestyrelsesmøde i december.

Under besættelsen vil der ikke være adgang til skolen for andre end studerende.

»Det er vigtigt at understrege, at vi ikke forhindrer jer (lærerne, red.) i at gøre jeres arbejde, fordi vi synes, I leverer dårlig undervisning, eller fordi vi ikke vil til undervisning,« lyder det i brevet.

»Vi gør det, fordi vi brænder for Nyelandsvej, og fordi vi gerne vil blive ved med at modtage jeres fantastiske undervisning her.«

Der har ligget en læreruddannelse på Frederiksberg siden 1919, hvor Frederiksberg Seminarium blev oprettet.

Efter ophold på forskellige adresser fik seminariet i 1934 adresse på Nyelandsvej.