Fortsæt til indhold
Indland

Hvorfor skulle 27 egern bortføres til en skov på Langeland?

Redningsaktionen viste sig at ske i allersidste øjeblik. For 14 år siden skulle det sjældne sorte egern i Danmark sikres for eftertiden. Men nu er de overladt til sig selv.

Forestil dig, at du er et egern.

Du hopper rundt i grenene, klamrer dig til træstammerne og bygger en hule et sted, som ingen ser.

Men du er ikke et hvilket som helst egern. Din pels er sort.

Ikke rødmosset, som de fleste andre af din art i Danmark.

Din flok holder til i nærheden af Faaborg. I en lille fynsk skov. Isoleret fra andre grupper egern, for det er sådan, I indretter jer.

En dag i det, som menneskene kalder 2011, er der postyr i skoven. Bladene rasler. Du lytter og kigger. Helt stille.

Nogle mænd lister rundt og placerer små bure i skovbunden. De lægger nødder ind i burene.

Nødder, mmm. Du elsker nødder og falder for fristelsen til at hoppe ind i det lille bur for at snuppe en. En nem frokost.

Bag dig glider lågen i. Du er fanget. Måske farer en skrækindjagende tanke gennem dit lille hoved:

Du ser dig selv fastfrosset i en ydmygende positur med en nød, som du aldrig kan sætte dine skarpe tænder i. Fordi du er blevet udstoppet og placeret på en hylde.

Men nej. Mændene løfter kassen op og slipper dig ind i et endnu større bur. Her får du selskab af 26 andre fra din flok af sjældne sorte egern. Du tæller. I er ni hunner og 18 hanner.