GaveFabrikken slår sig op på »mere bæredygtige firmajulegaver«: Men de henter pakkerne i Kina
»Vi er ikke perfekte, men vi forsøger faktisk at gøre tingene ordentligt,« lyder det fra landets største leverandør af firmajulegaver.
Har du valgt en firmajulegave i år?
Så har du med stor sandsynlighed også lavet et klimaaftryk, der er til at føle på.
For en meget stor andel af de firmajulegaver, som danske lønmodtagere får fra deres arbejdsgiver, er produceret i Kina.
Jyllands-Posten har de seneste dage afsløret, hvordan GaveFabrikken – landets største leverandør af firmajulegaver – markedsfører mange af sine produkter med nogle oppustede og misvisende vejledende priser.
Nu får GaveFabrikken også kritik for at sminke sig grøn og klimavenlig.
»Mere bæredygtige firmajulegaver,« lyder et slogan fra GaveFabrikken, og det bæredygtige går igen flere gange i virksomhedens promovering af sig selv:
»Vi udvælger gaver med bæredygtige egenskaber, i høj kvalitet og med lang holdbarhed,« skriver virksomheden på side to i årets julekatalog.
»Sammen med vores producenter og leverandører arbejder vi på at reducere vores CO2-aftryk og derved skabe en mere bæredygtig fremtid,« står der videre i kataloget.
Fodaftrykket
Fremtiden bliver dog ikke meget grønnere af de mange gaver i GaveFabrikkens katalog, lyder det fra Jannick Schmidt, der er professor på Institut for Bæredygtighed og Planlægning på Aalborg Universitet.
Hvis man virkelig ønsker en mere bæredygtig fremtid, er vejen frem ikke gaver a la elektronik, smykker, køkkenudstyr, brugskunst eller møbler importeret fra Kina, forklarer han:
»Førsteprioritet må være at give gaver, der rent faktisk kan gøre en positiv forskel. Man kan for eksempel forsøge at skubbe sine medarbejdere ved at give dem cykellygter eller regntøj, så de kan tage cyklen på arbejde i stedet for bilen, eller give certifikater på, at penge går til bevarelse af f.eks. truet regnskov,« siger han.
»Eller man kan give medarbejderne en oplevelse a la en teaterkoncert eller biograftur, for her er CO2-fodaftrykket lavt sammenlignet med andre varer,« lyder det fra Jannick Schmidt.
En masse crap
En af GaveFabrikkens mange kunder er landets største mediehus, JP/Politikens Hus.
18 gaver kan medarbejderne her vælge imellem – alt fra køkkengrej til værktøj, sengetøj, møbler og en lampe.
Af de 18 gaver er 15 produceret i Kina, én i Pakistan, én i Indonesien og én i Danmark.
Tanja Gotthardsen er selvstændig anti-greenwashing specialist.
At sende et julekatalog som GaveFabrikkens på gaden og samtidig bryste sig af at skabe en mere bæredygtig fremtid lyder hult, mener hun.
»Essensen af det, som GaveFabrikken gør, er, at de sælger en masse crap, som folk ikke har brug for,« siger Tanja Gotthardsen.
»Og så påstår de ydermere, at de sælger ”mere bæredygtige firmajulegaver”. Det er lige til en anmeldelse til Forbrugerombudsmanden.«
»Der findes ikke bæredygtige produkter eller bæredygtige virksomheder, og det er heller ikke et spørgsmål om ”mere” eller ”mindre”. Bæredygtighed er et spørgsmål om summen af systemet globalt. Og hvis noget giver os moralsk licens til at opretholde eller sågar forhøje et i forvejen højt forbrug – og det er ofte det, der sker, når ting bliver frankeret med grønne påstande – så gør vi lige præcis mere af det, som vi ikke bør gøre,« siger Tanja Gotthardsen.
Er det så skidt for jordkloden, at GaveFabrikken sælger en masse gaver produceret i Kina?
»Vi står i en række galopperende planetære kriser, det er der ingen tvivl om. Så grundlæggende er vi nødt til at få gjort op med vores ligeledes galopperende overforbrug, og det hjælper GaveFabrikken i hvert fald ikke med.«
Hvad siger GaveFabrikken mon til den kritik?
Et helt urimeligt spørgsmål
Susanne Gallus er salgschef hos GaveFabrikken, og hun svarer her på spørgsmål om sammenhængen mellem de mange julegaver og løfterne om bæredygtighed:
I skriver, at I arbejder på at reducere jeres CO2-aftryk. Men næsten alle jeres varer er produceret i Kina. Hvordan hænger det sammen?
»Vores motto er ”Mere at give”. Det handler også om, at vi gerne vil give noget tilbage. Det gør vi blandt andet ved en masse initiativer, hvor vi løbende støtter nogle organisationer, og vi planter træer. Det er selvfølgelig, fordi vi gerne vil være med til at tage hensyn til bæredygtighed. Vi synes, at vi har et ansvar for at forbedre det aftryk, som vi også sætter. Vi arbejder med en COP-rapport, hvor det fremgår, hvad vi gør for at reducere aftryk. Rigtig mange varer fra rigtig mange virksomheder produceres i Kina. Det gælder f.eks. størstedelen af verdens elektronik. Nogle varer fås endda udelukkende i Kina. Vi har produkter fra hele verden, og det er ikke rimeligt at antage, at det i sig selv udelukkende er et problem.«
I markedsfører jer også på, at gaver fra jer er med bæredygtige egenskaber og høj kvalitet. Men igen: Hvordan hænger det sammen med, at næsten alt er produceret i Kina?
»Vi har både de store mærkevarebrands, brands, der er produceret både i Danmark, i Europa og i Østen, vi har vores CO-lab-brands, og vi har vores egne brands.«
Men langt det meste er produceret i Kina. Hvordan hænger det sammen med, at I vil være bæredygtige?
»Vi arbejder med reduktion efter COP-principperne. Det er ikke nemme mål, og alt forbrug har et aftryk, men vi arbejder på at nedbringe det. Vi forsøger derudover at vælge produkter med forskellige bedre egenskaber. F.eks. genbrugsstål, genanvendt træ eller produkter, der let lader sig adskille til sortering. Det er ikke en garanti for overordnet bæredygtighed, men vi vil i al beskedenhed gerne give de muligheder til gaveindkøberne. Vi bryster os ikke af at være overordnet bæredygtige. Vi forsøget at tage et medansvar for de produkter, vi kan sælge på markedet for medarbejdergaver.«
I puster de vejledende priser på jeres varer kunstigt op, I giver jeres produkter navne, der lægger sig tæt op ad kvalitetsmærker, og I markedsfører jer selv som klimabevidste, men sælger primært billige varer fra Kina. Er GaveFabrikken mest af alt et fupnummer?
»Jeg synes ærlig talt, det er et helt urimeligt spørgsmål, baseret på dine aldeles subjektive vurderinger. Når så mange virksomheder vælger os, er det, fordi vi tilbyder gode produkter. Både på pris og alt, der hører med. Vi er ikke perfekte, men vi forsøger faktisk at gøre tingene ordentligt og kontinuerligt forbedre os.«