Fortsæt til indhold
Indland

Borgerlige er villige til at gå uden om Rosenkrantz-Theil og i stedet pege på SF

Pernille Rosenkrantz-Theil kan ikke tage de borgerliges mandater for givet i sin jagt på at blive Københavns næste socialdemokratiske overborgmester. S har ikke længere »førstefødselsretten« til magten i hovedstaden, mener de borgerlige, som også er åbne for at gøre en SF'er til overborgmester.

Med en måned til kommunalvalget er der nu massivt pres på Socialdemokratiets spidskandidat i København, Pernille Rosenkrantz-Theil.

Byens ledende borgerlige partier er sådan set klar til at gøre SF’s Sisse Marie Welling til overborgmester, hvis de kan få tilstrækkeligt mange indrømmelser fra hende. Ikke mindst når det gælder parkeringspladser og skattelettelser.

Det siger de oven på en skrækkelig meningsmåling for de københavnske socialdemokrater, og det øger sandsynligheden for et historisk magtskifte i Danmarks hovedstad, som har været regeret af Socialdemokratiet i over 100 år.

Rosenkrantz-Theil, som Jyllands-Posten søndag bringer et stort portræt af, medgiver, at »det er virkelig svært for Socialdemokratiet i København«, men hun er klar til at forhandle og synes ikke, det giver mening for de borgerlige at gå sammen med »den yderste venstrefløj«.