Maskeret mand affyrede flere skud mod to mænd i Vollsmose
Politiet søger vidner efter skyderi i bydel i Odense. Begge ofre er udenfor livsfare.
To mennesker er blevet ramt af skud i Vollsmose i Odense natten til lørdag, oplyser politiet.
Hændelsen skete omkring midnat i Fyrreparken, og begge er udenfor livsfare.
Umiddelbart har politiet ikke frigivet yderligere oplysninger om sagen, men vagtchef Christoffer Jacobsen opfordrer ifølge det regionale medie fyens.dk eventuelle vidner til at henvende sig.
Vagtchefen siger til Ritzau lørdag formiddag, at skyderiet fandt sted i det offentlige rum. Om ofrene befandt sig i en bil eller var til fods, kan han ikke svare på.
Til fyens.dk har en beboer i området fortalt, hvad han oplevede på gaden.
Her så han en mand, der var iført en såkaldt skimaske. Han blev råbt an af to andre mænd.
- De to mænd gik lige imod ham og begyndte at råbe: Hvem er du, hvem er du? Den maskerede mand skyndte sig i retning mod vaskeriet, men da de to kom tættere på, vendte han sig om og skød, siger beboeren.
Han talte i alt fem skud, skriver fyens.dk.
Hos politiet ønsker vagtchefen ved middagstid ikke at oplyse alderen på de to sårede, siger han til Ritzau.