Danske supermarkeder forklarer, at priserne er nødt til at stige: Men i Italien kan du få den samme vare for en fjerdedel
Mange dagligvarer stiger i pris, og kunderne får at vide, at det ikke kan være anderledes. Men hvorfor skal danskerne betale fire gange mere end andre for den samme vare?
De fleste danskere er nu tilbage fra sommerferie.
Mange er kommet hjem til tomme køleskabe, og så skal der handles stort ind, inden hverdagen med madpakker og madplaner igen begynder.
En indkøbstur i Brugsen, Netto eller Føtex minder igen om, hvor dyrt det er blevet at være dansker. 60 kr. for en lille pakke hakket oksekød, 15 kr. for en liter mælk osv.
Skal man tro de danske dagligvarekæder, kan det dog ikke være anderledes. Der er en helt naturlig forklaring på supermarkedernes priser – nemlig at råvarepriserne stiger, og at leverandørerne har sat priserne op.
Men kan det nu også passe, at det er hele forklaringen? Et indkøb i en italiensk dagligvarebutik satte tankerne i gang.
Millioner af hjem
Der er stor spændvidde på, hvad en pose pasta koster i en dansk dagligvareforretning. Der kan eksempelvis være billige private-label-produkter, men vælger man den fra De Cecco, er prisen som regel omkring 30 kr. for 500 gram.
29.95 kr. lyder den aktuelle pris eksempelvis i Bilka for en pose De Cecco-pasta fremstillet af durumhvede.
Går man ind i en italiensk dagligvarebutik, er der som regel – som i de danske supermarkeder – mange varianter af pasta på hylderne. Der er pastaposer, som umiddelbart ikke kan købes i Danmark, men De Cecco er også repræsenteret. Naturligvis, vil mange nok sige, for De Cecco er en stor italiensk pastaproducent, som har eksisteret siden 1886, og som slår sig op på stolte traditioner og sælger pasta til millioner af hjem og professionelle køkkener i store dele af verden.
Dermed kan man altså én til én sammenligne prisen på en pose pasta fra De Cecco i Danmark og Italien.
Og der er prisforskel. Markant prisforskel.
Peger på flere forklaringer
En pose De Cecco i Italien koster omkring 1 euro. 0,89 euro blev den også set til hos en italiensk købmand. Det svarer til 6,64 kr.
Altså koster pastaen i dag mellem fire og fem gange så meget i Danmark som i Italien.
Hvordan kan det være?
Jacob Lassen er senior kommunikationsrådgiver i Coop, der bl.a. driver Kvickly, SuperBrugsen og 365discount.
Der er »flere forklaringer« på den store prisforskel på en pose De Cecco-pasta i Italien og Danmark, forklarer han.
»I Danmark er momsen 25 pct., mens den i Italien er 4 pct. på basisfødevarer som pasta. Det alene udgør en væsentlig del af forskellen,« indleder Jacob Lassen.
Så er der transport og logistik samt driftsomkostninger.
»Varen skal fragtes, opbevares og håndteres gennem flere led. Lønninger, husleje, energi og andre faste udgifter i Danmark er højere end i Sydeuropa. Det gælder både for butikspersonale, lager og administration,« lyder det fra Jacob Lassen.
Herudover peger han på, at nogle grossister også skal tjene på pastaen, og at italienerne spiser markant mere pasta end danskerne.
»Mange mærkevarer importeres gennem grossister, som også skal tjene på varen. Derudover kan vi oplyse, at forbruget af pasta pr. person er ca. 23 kg i Italien, versus Danmark på 6,5 kg, og brands er ofte billigere i hjemlandet grundet betydelig større volumen contra eksport. Ikke kampagnepris i Italien er ca. 1,69 euro pr. pose, (12,59 kr. inkl. italiensk moms), så når vi trækker moms ud, er forskellen ca. 10-12 kr. til at dække ekstra omkostninger. Tilsammen betyder det, at prisforskellen ikke går til én aktør, men fordeler sig mellem producent, transport, importør, detailled og staten via moms,« forklarer Jacob Lassen.
At de selvssamme Coop-butikker så samtidig kan sælge en anden pose pasta, der også er fremstillet i Italien, og som også skal fragtes til Danmark og pålægges moms, til 12 kr., forklarer han på denne måde:
»I Coop har vi et væsentligt højere salg af eksempelvis vores Änglamark pastaserie, som ligesom De Cecco er produceret i bronzeforme i Italien og tilmed er økologisk. Vi har høj volumen på denne serie, og det er vores eget mærke, som vi selv står for importen af, hvorfor vi også kan sælge den til lavere priser. Änglamark pastaserien er eksempelvis lige nu på tilbud til 12 kr. i Brugsen,« lyder det fra Jacob Lassen.
Under større konkurrence
Henrik Vinther Olesen, kommunikationsdirektør i Salling Group, der ejer Bilka, Føtex og Netto, kommer med nogenlunde samme forklaring på, hvorfor de danske supermarkeder kræver 30 kr. for en pose pasta, der kan erhverves for en enkelt euro hos en italiensk købmand.
»Når man sammenligner mellem lande, skal man allerførst huske at se efter, om varen er på tilbud i det ene land og ikke i det andet. Men helt grundlæggende er der forskel på lønninger og driftsomkostninger i Italien og Danmark, hvilket sætter sig i prisen. Samtidig er momsen på en række fødevarer, bl.a. pasta, i Italien markant lavere. Hertil kommer, at pasta i Italien er en basisvare og derfor under endnu større konkurrence end i Danmark, og at vi i Danmark importerer pastaen, ofte gennem en grossist. Dermed er der omkostninger til transport, ligesom grossisten også har sin fortjeneste,« lyder det fra Henrik Vinther Olesen.
Mens priserne i de danske dagligvarebutikker er steget uden de store protester, var sagen en anden, da priserne på en af mest købte dagligvarer i Italien – pasta – steg med 15-20 pct. i nogle forårsmåneder i 2023.
En italiensk minister indkaldte til krisemøde, og forbrugerorganisationen Assoutenti opfordrede til en 15 dages pastastrejke for at få priserne presset ned.
Siden er de italienske priser faldet igen.