Her kan det betale sig at spare, og her er det en dum idé
Der er kæmpe prisforskel på billige og dyre varianter af dagligvarer. Cornflakes, pasta og kaffe kan let koste tre-fire gange så meget, hvis man vælger mærkevarer frem for private labeler. To kokke har smagstestet. I 6 af 10 tilfælde mener de, at den billige variant er det bedste køb.
Priserne på mange madvarer er eksploderet.
Sådan føles det i hvert fald, når man går på indkøb og får en ubehagelig overraskelse ved kassen.
Hvordan i alverden kan så få varer koste så meget?
Men spørgsmålet er, om det behøver at være helt så dyrt?
Flere fødevarer findes i forskellige versioner til vidt forskellige priser, og vælger du den billige udgave, kan der være mange penge at spare.
Normalprisen for en pakke med 500 g Kellogg’s Cornflakes i Føtex er nu 46,95 kr., men cornflakes findes også i en billig udgave til 13,75 kr. i det samme supermarked.
Lurpak-smør sælges til en normalpris på 27,95 kr., men smør kan også fås i andre mærker, og så koster de betydeligt mindre. F.eks. Egelykke til 18,95 kr.
Det samme gælder kiks, pasta, olivenolie, ketchup, hakkede tomater, kaffe og chokolade.
Når det handler om prisforskel, er oregano i en klasse for sig. Den normale kilopris for Santa Maria-oregano i Føtex er 4.437,50 kr., når man køber de små poser med blot 4 g i. Køber man budgetudgaven med 25 g, er kiloprisen 238 kr.
Den dyre er altså mere end 18 gange dyrere end den billige.
Umiddelbart er det fristende altid at købe den billige variant af en fødevare, hvis man gerne vil spare penge. Problemet er bare, at det ikke altid er en god idé at vælge discountudgaven, mens det i andre tilfælde faktisk kan være det billigste produkt, der smager bedst.
Vi lod det komme an på en prøve og fik kantinechef Karsten Mikkelsen og souschef Mads Keller Kjeldsen fra JP’s kantine til at bedømme billige og dyre versioner af 10 madvarer, som vi købte ind i Føtex. Indkøbet fandt sted mandag den 16. september.
Det var en blindsmagning, så de to smagsdommere fik madvarerne serveret i små skåle med numre på, så de ikke kendte priser og mærker på forhånd.