Airbnb invaderer Søren Ruds nabolag – og de har fået nok: »Vi kan se, hvilken vej det går«
Søren Rud har boet i sit nabolag i 50 år, men Airbnb-turismens fremmarch er ved at forvandle det til ukendelighed. Nabolagets sammenhold trues af udlejningsplatformen, og derfor har de taget kampen op mod den.
I den time vi sidder sammen, hilser Søren Rud på mindst et dusin forbipasserende.
En er maskeret af solbriller.
I forbifarten genkender Søren Rud hende ikke, men han gengælder hendes hilsen.
»Jeg må hellere hilse,« siger han.
Søren Rud frygter, at netop dette sammenhold i hans nabolag hænger i en tynd tråd. Og det er udlejningsplatformen Airbnbs indmarch, som truer med at kappe den over.