Sidsel Harder har forsket i porno og advarer nu mod alderstjek: I stedet har hun et andet bud på, hvad vi skal gøre
I årevis har sociologen Sidsel Harder forsket i pornoens verden. Midt i en ophedet debat om alderstjek på pornosider kommer hun nu med et overraskende budskab. Og fortæller, om hun er mest bange for, at hendes børn er på TikTok eller ser porno.
Hør Sidsel Harder i Jyllands-Postens nyhedspodcast, ”Hvis du vil vide mere”, her:
Vi var de første i verden til at sætte pornoen fri.
Det var i 1969.
Og det har formet vores ry og selvopfattelse helt frem til i dag. Som et frisindet skandinavisk frimærke i en ellers bornert verden.
Men tiderne skifter, seksualmoralen skifter, og nu er Danmark på vej med en app, som fra næste år skal tjekke din alder ved alt fra besøg på pornohjemmesider til køb af alkohol i kiosken.
»Senest næste sommer« forventer Digitaliseringsministeriet, at danskerne vil møde appen, når de skal surfe porno.
Nu advarer Sidsel Harder, sociolog og pornoforsker på Københavns Universitet, mod netop dét og spørger:
Er porno så skidt?
Hun fortæller samtidig, hvordan hun taler med sine egne børn om porno.
Hælervarer
For at forstå debatten skal vi først tilbage til tiden før 1969.
Til dengang pornoen var forbudt.
»Porno var en hælervare på samme måde som våben og stoffer. Sådan er det, når noget er kriminelt. Så bliver det købt og solgt på det sorte marked,« siger Sidsel Harder.
Hun frygter, at vi på visse stræk er på vej til at spole tiden tilbage til før 1969.
Alderstjek på porno vil ikke sende de mindreårige ind til baggårdene på Istedgade. Men til internettets baggårde, siger Sidsel Harder:
»De mindreårige vil se porno alligevel. De vil bare finde det på nogle andre og dårligere måder.«
Hvilke måder?
»Enten gennem en VPN (en teknisk løsning, så du kan manipulere din lokation på internettet, red.) eller for eksempel på mindre websites, der kommer og går med en dags varsel, og som trækker indhold fra de store sider, men derudover lægger alt muligt andet oveni. Nøgenfotos delt uden samtykke, AI-deepfakes, billeder af mindreårige. Ting, vi stadig kæmper en brav kamp for at undgå på de mainstream pornosider.«
Du frygter, at man skubber børnene ud i internettets skyggekroge?
»Ja.«
Pornhub er det mindst ringe
På Christiansborg støtter partier over en bred kam alderstjek på pornosider.
Og ikke bare som i dag, hvor man i en boks skal klikke af, om man er fyldt 18 år eller ej.
Al lovgivning kan omgås.
At en 15-årig vil snyde sig til at se porno gennem VPN-forbindelser eller på en pirathjemmeside er ikke et argument mod at indføre reelle alderstjek, lyder det fra flere partier.
»Men det er et fjollet argument. Vi kan gøre masser af ting uden at tænke i forbud, men i dialog,« siger Sidsel Harder:
»Her tænker jeg ikke bare på de der skide timer i seksualundervisningen. Man kunne indsætte AI-bots på hjemmesider, der kan sige: ”Ud fra dine søgninger tyder det på, at du er under 18 år. Har du brug for hjælp og vejledning til, hvad du ser, og hvor meget du ser? Skal jeg undertrykke noget indhold og fremme noget andet? Skal jeg slukke efter 45 minutter?”«
Det er bedre, at mindreårige ser porno på Pornhub end på alle mulige mærkelige sider?
»Ja. Pornhub er det mindst ringe alternativ. Sammen med andre store sider, som vi har hul igennem til.«
Bør vi ikke gøre mere for, at 14-årige ikke sidder og ser porno på nettet? Eksempelvis gennem den her app til alderstjek?
»Jeg vil gerne være med til at regulere. Men ikke gennem et forbud. Den 14-årige laver jo bare en protonmail eller ender et sted, hvor det ikke længere er porno, men kriminalitet. For eksempel sider, hvor billeder bliver delt uden samtykke.«
Politikerne ved godt, at alderstjek nemt kan omgås. Alle ved det, siger Sidsel Harder.
Alligevel er det på vej.
»Og så kan vi alle sammen se hinanden i øjnene og sige: For søren, hvor har vi gjort noget.«
Kogebog eller hjernevask?
8 af 10 danskere har set porno ifølge den store Sexus-undersøgelse fra 2017-2018.
84 pct. af mænd mellem 15-24 år – altså langt de fleste – svarede i samme undersøgelse, at de havde set porno mindst én gang om ugen det seneste år.
For kvinder i samme alder var det lige under hver fjerde.
Sidsel Harder taler om to skoler, når forskningen kigger nærmere på unges pornoforbrug.
Den kritiske og den mere positive.
»Den kritiske tilgang lyder, at porno er et meget heteronormativt og potentielt voldeligt portræt af seksualitet, som går direkte ind i synapsen og hjernevasker folk. Og endda inden man overhovedet har gjort sig seksuelle erfaringer.«
Og den mere positive?
»De fleste mennesker læser også en kogebog, før de begynder at lave mad. Ikke fordi de tror, at de skal lave mad, der ligner det fra kogebogen. Men for at få inspiration. Vi ved, at voksne mænd og kvinder får gode idéer fra porno. De får også idéer til, hvad de ikke kunne tænke sig,« siger hun:
»Den ser porno som et seksuelt udfoldelsesrum, som vi skal arbejde med. Der er masser af problemer med porno – dårlige arbejdsvilkår, billeder delt uden samtykke, børn, der bliver udnyttet. Men det er dem, vi skal fokusere på. Ikke pornoen.«
Den frisatte porno
Det er nye EU-retningslinjer, som kræver strammere alderstjek på pornohjemmesider.
Men idéen er ikke Danmark fremmed.
Herhjemme har regeringen længe villet samme vej, og man er et af kun fem EU-lande, som er på vej med en national app til alderstjek.
Hvad siger det om vores syn på sex?
»Vores højt besungne danske frisind,« siger Sidsel Harder:
»Den skal man først og fremmest være varsom med at tage i ed. Da vi frisatte pornoen, var der ingen nedre aldersgrænse. Danmark pumpede overgrebsbilleder af børn ud i hele verden – fuldstændig legalt, fordi vi var så skide frie. Åbnede man Ugens Rapport, var der reklamer for ”herlige voldtægter”.«
»Man skal passe på med at sige, at vi var åh-så-frisindede, for med nutidens øjne var vi det nok ikke. Når det så er sagt, er jeg ked af, der under Danmarks EU-formandskab indføres noget, som sandsynligvis er utroligt problematisk.«
»Jeg havde håbet, at det var Danmark, der som et frisindet, feministisk og ungecentreret land sagde, at nogle ting var mulige for 13-årige og andre for 15-årige. Der må for helvede da være forskel på, hvad du kan se af billeder, før og efter du er over den seksuelle lavalder.«
Mere nervøs for TikTok
Ifølge EU’s retningslinjer skal unge under 18 år ikke kunne se porno.
Danmark kan godt fastsætte en lavere aldersgrænse end det.
Men regeringen har ikke taget stilling til, om man skal det, oplyser Digitaliseringsministeriet til Jyllands-Posten.
Sidsel Harder har selv drenge i alderen 8-14 år.
Hvis deres adfærd er som engelske børn, er der en vis sandsynlighed for, at de ser porno, siger hun.
Så hvad gør pornoforskeren selv for at forebygge, at hendes børn ikke ender med at få et forkvaklet syn på sex?
»Jeg følger den anbefaling, som hedder: Tilbyd rådgivning og gode råd. Jeg siger til mine børn, at de altid kan komme og snakke. Og jeg siger det ikke bare én gang, ligesom jeg heller ikke kun én gang fortæller dem, at de skal spise med kniv og gaffel.«
»Som regel siger de, at de hellere vil google ting end at høre det fra mig. Kommer de en dag ind på noget, hvor de faktisk bliver bange, så håber jeg, de kommer til mig. Og det er faktisk sket,« siger Sidsel Harder.
Har du børn og er bekymret for, om de ser porno?
Så træk lige vejret en ekstra gang, lyder det fra Sidsel Harder:
»Jeg er mindre nervøs for, hvad de kommer til at se af porno, end jeg er for, hvad de ser på TikTok.«