Nogle kalder dem curlingbørn eller projektbørn. Andre kalder dem bare unge mennesker
Tusindvis af unge mennesker har igen i år indtaget en stor mark ved Skanderborg. Herfra skal de feste, danse, kysse og sludre under Smukfest. Uden forældre. Eller hvad? Vi besøgte campområdet for at tage temperaturen på curlingniveauet anno 2025.
Man siger, at presentation is everything, men det synes Oskar Lassen at være ligeglad med.
Det gælder tilsyneladende også hans venner i teltlejren på Smukfest.
De sidder på halvvåde festivalstole omringet af kvaste øldåser og cigaretskodder. Der er også slagtilbud på morgenånde med et bittert strejf af vodka.
Drengenes telt er mørkeblåt, slidt og flirter snart med en fugtskade, men mest af alt dufter det af rå ungdom og evig sommer i den lille venneflok.
Som tusindvis af andre unge er de blevet sluppet fri på en stor mark ved Skanderborg. Herfra er der udsigt til E45 og en lille uges festivaldage.
Uden begrænsninger. Uden forældre. Eller hvad?