Børn kan roligt hoppe i vandpytter, men pas på disse steder
Det er nærmest en pligt for børn at hoppe i vandpytter, og det skal de bare blive ved med, siger overlæge, så længe de bare rummer vand fra oven. Er der blandet kloakvand i, er det en helt anden sag.
Børn har altid hoppet i vandpytter, og det kan de roligt blive ved med.
Til gengæld skal de holde sig fra store vandpytter eller små søer, som er blandet med kloakvand, fordi kloakkerne er flydt over under regnvejr af den styrke, som man oplevede i store dele af Danmark tidligere på ugen.
»I kloakvand vil der altid være bakterier og virus og andre mikroorganismer, dels fra menneskeafføring, dels fra dyr, hvilket betyder, at man bl.a. kan få en mave-tarminfektion,« siger Anne Hempel-Jørgensen, der er overlæge og sektionsleder i Styrelsen for Patientsikkerhed.
»Der kan være rigtig mange ting i sådan noget kloakvand. Hvis man er uheldig, kan man også få leptospirose. Det er en bakterie, som dyr har, specielt rotter og mus. Ofte vil det være rotteurin, man får smitten fra gennem sine slimhinder – munden, næsen, øjnene eller sår i huden. Det kan ramme alle, også sunde og raske mennesker. Det kan udvikle sig til en ganske alvorlig sygdom.«
Smitter primært i ferskvand
Det er dog ikke i havvand, men primært i ferskvand, man kan få leptospirose, understreger overlægen.
»I badevandet ved kysterne kan du blive smittet med så meget andet, men som udgangspunkt ikke med leptospirose.«
Det var netop i ferskvand, at den nu 65-årige Jette Bach blev inficeret. Hun har fortalt til Jyllands-Posten, hvordan det var ved at ende fatalt for hende, at hun i 2021 snublede i knædybt vand og slog knæene i asfalten på vej hen til sin bil efter et dobbelt skybrud. Kloakkerne var flydt over, og i vandet havde der været små mængder rotteurin, der kom ind i hendes blod gennem hudafskrabningerne på knæene.
Hun lå i koma i to uger, før det lykkedes at stille diagnosen leptospirose.
I dag holder Jette Bach sig helst indenfor, når det regner, og så er hun bekymret for sine børnebørns lyst til at plaske i vandpytter.
En sjælden sygdom
Årligt er det 10-30 mennesker, der får diagnosen leptospirose, der også kaldes rottefeber.
Ifølge sundhed.dk har de fleste et mildt og forbigående forløb med influenza-lignende symptomer, men nogle udvikler et alvorligt forløb med multiorgansvigt med risiko for død. Sygdommen kan behandles med antibiotika.
»Det er en anmeldelsespligtig sygdom. Det betyder, at lægerne skal anmelde hvert eneste tilfælde til Statens Serum Institut, så man ved helt præcist, hvor mange man har diagnosticeret,« siger Anne Hempel-Jørgensen og husker, at der i 2017 var flere smittede end normalt.
Det skyldtes, at der havde været et swimrun-løb ved Gudenå, hvor man skulle løbe 9 km gennem terrænet, nogle steder i ankeldybt vand, og svømme 2,6 km.
Også i 2018 var der et mindre udbrud blandt danskere, der var blevet smittet i forbindelse med riverrafting i Thailand.
»De skriver det ikke for sjov«
Der er grund til at tage det alvorligt, mener overlægen og uddyber, at det primært er hos kloakarbejdere eller folk, der arbejder i ferskvandsindustrien, man møder sygdommen.
»Hvis du har fået vand i kælderen og selv skal rydde op, er det en god idé at få det gjort hurtigst muligt, så du ikke får råd og skimmelsvamp. Når du rydder op, kan du tage langskaftede gummistøvler, langærmede handsker og briller på og lade være med at spise, drikke og ryge, mens du rydder op,« siger hun.
»Vask dine hænder bagefter, gå i bad, skift tøj, og vask det tøj, du havde på under oprydningen.«
Hun har også råd til danskerne, der vil ud til kysten for at bade i havvand:
»Følg kommunernes anbefalinger. Hvis de skriver, at man ikke skal bade et sted, så lad være. De skriver det ikke for sjov, men fordi der er risiko for at blive syg.«
Du kan orientere dig på den enkelte kommunes hjemmeside eller på badevand.dk om badevandskvaliteten ved de enkelte strande.