Fortsæt til indhold
Indland

Nedbrud skabte kaos på Storebæltsbroen: Nu politianmelder Sund & Bælt to episoder

Betalingstjenesten Nets brød ned lørdag aften. Et af de steder, det særligt skabte kaos, var ved betalingsanlægget på Storebæltsbroen. Nu vil Sund & Bælt »kigge på vores nødprocedure«.

Sund & Bælt har søndag morgen politianmeldt to episoder af hærværk mod bomme på Storebæltsbroen lørdag aften.

Det oplyser Sund & Bælts pressechef, Jens Villemoes, til Ritzau.

Da betalingstjenesten Nets brød ned lørdag aften, udspillede der sig kaotiske scener på Storebæltsbroen:

Frustrerede bilister forsøgte at tvinge bommene op. Enkelte råbte dødstrusler mod personalet. Flere holdt hornet i bund.

Nedbruddet tog fart klokken 19.30 og betød, at brugere ikke kunne betale med kort. Heller ikke på betalingsanlægget på broen.

Det ramte Storebæltsbroen på en af årets travleste dage.

»Bilisterne var frustrerede, og tonen var nogle gange meget hård over for vores medarbejdere. De berørte medarbejdere er blevet tilbudt hjælp,« fortæller pressechef for Sund & Bælt, Jens Villemoes, søndag formiddag til Jyllands-Posten.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyste lørdag på X, at der blev rettet dødstrusler mod personalet. På mediet skrev politikredsen desuden:

»Vi får meldinger fra Storebæltsforbindelsen om, at nogle enkelte bilister har lavet hærværk mod nogle af bommene på stedet. DET ER IKKE OK. Det er IKKE personalet på stedet, der er skyld i nedbruddet, men de gør alt, hvad de kan for at løse det. Smil i stedet for at skælde ud.«

Jens Villemoes oplyser, at »to af vores bomme blev forsøgt tvunget op«.

Jyllands-Posten har spurgt Sund & Bælt, hvorfor man ikke åbnede bommene og lod folk passere gratis – og om man overvejer at gøre det, hvis en lignende situation sker igen. Desuden om man har oplevet noget lignende tidligere.

Til det svarer Jens Villemoes i en mail:

»Det er ikke første gang, at vi har måttet håndtere et nedbrud fra Nets, og vi har en fast nødprocedure, vi følger for at hjælpe vores kunder. Den procedure betyder dog, at kapaciteten i betalingsanlægget falder til det halve. Vi vil nu kigge på vores nødprocedure og se, om der er måder, vi bedre kan håndtere en lignende force majeure-situation i fremtiden.«

Sund & Bælt er stadig ved at tale med de medarbejdere, der var involveret.

»Betalingsanlægget var ikke på noget tidspunkt lukket, og kunder med Brobizz eller nummerpladebetaling var ikke direkte påvirket af nedbruddet. Det var også muligt at betale med f.eks. Mobilepay og kontanter, men her i sommerferien var der især rigtig mange udlændinge, der havde brug for hjælp, og det tog desværre en del ekstra tid,« tilføjer Jens Villemoes.

Nets’ pressechef, Søren Winge, har vurderet, at nedbruddet begyndte klokken 19.30 og varede i knap tre timer.

Betalingstjenesten kan endnu ikke forklare, hvorfor systemet brød ned lørdag aften.

I en pressemeddelelse søndag middag oplyser Nets, at de »fortsætter med at undersøge den bagvedliggende årsag til hændelsen for at afklare, hvilke tiltag der kan være nødvendige for yderligere at styrke den systemmæssige robusthed i situationer som denne«.

Nets udelukker et »udefrakommende angreb«.

Nedbruddet skabte store problemer med kortbetalinger i hele Norden. Det påvirkede alle korttyper.