Danskernes rejselyst er usvækket trods skovbrande og skoldhede temperaturer i Sydeuropa
En rundringning til rejseselskaber og lufthavne viser, at begivenhederne, der især har ramt Sydeuropa, ikke har dæmpet danskernes lyst til at rejse sydpå for at finde sol og varme.
Danmark er på baggrund af de senere års klimaforandringer og vilde vejr, især i Sydeuropa, blevet udpeget som det nye feriehotspot. Fordi vi stadig har somre, hvor man ikke bliver stegt i 40-45 graders varme, hvor skove ikke står i flammer, og hvor jorden ikke skælver.
Men de feriehungrende danskere reagerer ikke, som mange havde forventet. Heller ikke i år, hvor nye meldinger fra DMI ellers taler om en dansk sommer varmere end normalt og temperaturer i danskernes foretrukne ferieland Spanien, der kan ende på op mod 50 grader.