Fortsæt til indhold
Indland

Undsluppen pelikan er fanget og hjemvendt til Odense Zoo

Den ene af de to pelikaner, der torsdag undslap, er stadig på fri fod, oplyser Odense Zoo.

/ritzau/

Den ene af to pelikaner, der torsdag undslap Odense Zoo, er blevet fanget.

Det oplyser zoolog hos Odense Zoo Nina Collatz Christensen til TV 2 Fyn.

»Vi fangede den torsdag aften,« siger Nina Collatz Christensen og tilføjer, at pelikanen blev fanget i Korup, og at fire ansatte fra Odense Zoo deltog i fangsten.

»Den sad på et hustag, hvor vi ikke kunne nå den. Men efter noget tid fløj den ned i en hæk, så vi kunne få nettet over den,« siger Nina Collatz Christensen.

Efterfølgende blev pelikanen fragtet tilbage til Odense Zoo, hvor en dyrepasser foretog et sundhedseftersyn af dyret.

Fangsten tog et par timer, og pelikanen var i nettet omkring klokken 21.30.

»De kan godt ligne de helt store havmåger, men det er jo en større fugl, end man er vant til at se. De har det her karakteristiske store næb, som man kan se, afhængigt af hvor højt de flyver,« udtalte presseansvarlig hos Odense Zoo Danni Larsen til TV 2 Fyn torsdag.

De to pelikaner undslap den zoologiske have gennem et hul i hegnet.

Det har dog ikke været muligt at lokalisere den anden pelikan, som også undslap torsdag.

»Der er ingen tvivl om, at den er træt. Vi kunne også se på den, vi fangede i går, at den var ikke nær så godt flyvende, som den var i går formiddag.«

Pelikanens flyvende natur gør den særligt svær at fange, fortæller kurator ved Odense Zoo Betina Venshøj til Ritzau.

»Lige nu er vi nødt til at vente på, at vi får nogle meldinger om, at den befinder sig på jorden. Så længe meldingerne er, at den befinder sig i luften, er der ikke rigtig så meget, vi kan gøre.«

Hvis man befinder sig på Fyn og omegn og mener at have spottet den undslupne pelikan, bedes man kontakte Odense Zoos midlertidige pelikan-hotline på telefonnummer 91230787, siger Betina Venshøj.