Skæld ud, irettesættelser og manglende hjælp til at løse konflikter: I mere end hver fjerde børnehave er kvaliteten "utilstrækkelig"
Har du ondt i maven, når du afleverer dit barn? Det er der måske en god grund til. Ny rapport tegner et dystert billede af børnenes hverdag i en meget stor del af landets børnehaver.
Børnene bliver måske ikke trøstet, når de er kede af det.
De bliver irettesat af de voksne i børnehaven – og nogle børn får direkte skæld ud.
Personalet sætter sjældent lege i gang eller hjælper børnene med at løse konflikter.
Og det kniber med opmærksomhed og støtte til udsatte børn.
Hvis du er småbørnsforælder og allerede nu har fået ondt i maven af at læse ovenstående, er det næppe en trøst at vide, at det er beskrivelsen af forholdene i en meget stor andel af landets børnehaver.