Hugorme er ved at vågne fra vinterhi: Det kan blive farligt for din hund
Lige nu er hugorme ved at vågne op fra vinterens dvale, og det kan vise sig at blive dårligt nyt for hundeejere – specielt i påskeferien, forklarer dyrlæge.
Foråret har vist sig fra sin milde side med masser af solrige dage uden alt for meget regn. Det stinker af gåture i skove eller på hederne.
Men det er ikke kun forårsglade danskere, der finder ud i naturen i denne årstid. Hugorme er netop nu begyndt at vågne fra deres vinterdvale, og det kan vise sig at blive farligt for hundeejere.
Sådan lyder advarslen fra dyrlæge ved Dyrlægegruppen Vestjylland Peter Ransborg, som allerede nu forbereder sig på at tage imod fortvivlede hundeejere.
»Det er nu og specielt i påsken, at vi ser flest tilfælde af hugormebid. En påske behandlede jeg 20 tilfælde af hugormebid på to dage. Så det er altså nu, man skal holde øje.«
Ifølge dyrlægen er det et sammensurium af flere ting, der er årsag til, at antallet af hugormebid blandt hunde lige nu topper.
»Hvert eneste forår, når temperaturen stiger, kommer hugorme frem og luner sig i solen. De er langsomme ved denne årstid, fordi de er kolde efter vinterhi, så er det ikke altid, de når at flytte sig, og de får et ordentligt chok, når der kommer en hund forbi. Og så er deres forsvar at bide.«
Læg dertil, at påsken, som falder om blot to uger, også er et oplagt tidspunkt for danskere at tage i sommerhus i lyngområder, hvor hugorme ynder at færdes.
»Det er næsten altid sommerhusgæster, som kommer ind med deres hunde, som har løbet frit i lyngen – typisk i sommerhusområder i Vestjylland. Hunde er nysgerrige, og vil derfor undersøge hugormen, og bliver derfor ofte bidt i næse eller på forpoterne.«
Når temperaturerne bliver varmere, bliver hugormene også mere aktive og holder sig derfor på længere afstand af hunde og mennesker.
Tulle gik borte
Men lige nu er hunde altså udsatte, og et bid kan være farligt.
I alvorlige tilfælde kan hunde risikere at få koagulationsforstyrrelser, voldsomme lever- og nyreskader eller forstyrrelser i hjertefunktionen.
»Hvis hunden er stor og ung, er det ikke så slemt, men er hunden lille og gammel, skal den i hvert fald have hjælp. Det har noget med kropsvægten og giften at gøre, hvor god den er til at stå imod,« forklarer Peter Ransborg.
På trods af behandling er det ikke alle hunde, der overlever et bid fra en hugorm.
I 2019 døde en jack russell terrier ved navn Tulle efter være blevet bidt af hugorm i Søndervig tæt på Hvidesande i Vestjylland.
Sådan undgår din hund hugormen
Hvis man er hundeejer, er det nærmest uundgåeligt ikke at trække i fleecejakken og Salomon-skoene og gå en tur i lyngen med hunden, hvis man befinder sig i sådanne områder.
Og er man nervøs for, at ens pelsede ven bliver bidt af en hugorm, har Peter Ransborg et par tips til, hvordan man undgår det:
»Man kan holde hunden i snor, når man færdes i områder, hvor der er hugorme. Eller undlade at lade den løbe frit i sommerhushaver med lyng. Desuden er det også en god idé at have for øje, hvor nærmeste vagthavende dyrlæge er henne, inden man tager i sommerhus med sin hund.«
Og skulle uheldet alligevel være ude, og din hund stikker snuden eller poterne lidt for langt frem mod en vintersløv hugorm, er der også en række tips til, hvordan man skal agere.
Ifølge Peter Ransborg skal du holde hunden i ro. Muskelaktivitet kan nemlig få giften til at sprede sig hurtigere. Hvis du kan, skal du derfor forsøge at bære hunden fra stedet. Derefter bør hunden bringes til en dyrlæge hurtigst muligt.