Efter måneders tavshed præsenterede topadvokat i dag undersøgelse af et dyrt stadion i »verdensklasse«
Advarsler, et PowerPoint-regime og en uhensigtsmæssig organisering er centralt i advokatundersøgelse af et byggeprojekt, der nu har rundet 1 mia. kr.
Når der bliver brugt ekstra millioner på superlækkert træ til facaden på det nye stadion i Aarhus i stedet for at nøjes med godt træ, og der ikke spares på andre elementer, hænger økonomien ikke sammen.
Således er en af anbefalingerne i en ny advokatundersøgelse af forløbet om det hårdt økonomisk pressede stadionprojekt, at fordyrende tiltag skal ledsages af besparelser.
Det fortalte advokat Jens Lund Mosbek, Kromann Reumert, da han tirsdag formiddag præsenterede den længe ventede undersøgelse af det stærkt fordyrede stadionprojekt. Her stimlede politikere, presse og kommunikationsfolk sammen i det tætpakkede mødelokale på Aarhus Rådhus.