Tre af fire tiltalte kendt skyldige i svindel for millioner i Østjysk Bolig-sag
Tidligere direktør for Østjysk Bolig kendes skyldig i en række forhold om svindel, men frikendes også for dele af tiltalen imod ham. En person blev helt frikendt, mens to andre er kendt skyldige.
Tre af de fire tiltalte i den omfattende svindelsag i Østjysk Bolig blev onsdag morgen kendt skyldige i en række forhold om hæleri og mandatsvig af særlig grov beskaffenhed.
Retten i Aarhus har fundet den tidligere direktør for Østjysk Bolig Allan Søstrøm skyldig i svindel for sammenlagt 10,1 mio. kr. Et af forholdene er blandt andet at have anskaffet sig køkken og hårde hvidevarer på boligforeningens regning.
Desuden er en tidligere direktør i entreprenørselskab Dan Jord, der havde Østjysk Bolig som kunde, skyldig i uberettigede overførsler på 7,3 millioner kroner til storkunden.
Han er også skyldig i at have overført ca. en mio. kr. til renovering af boligdirektørens private ejendom, og er skyldig i svindel for i alt 10,2 mio. kr.
Da en fjerde mand blev frikendt ved retten i Aarhus, lød der et overraskende »hvad?« fra en af de fremmødte tilskuere. Han var tiltalt for at have været involveret i svindel med knap en halv mio. kr. og dermed en lille flig af den samlede sum på næsten 24 mio. kr. i anklageskriftet.
Inden retsmødet kom familiemedlemmer og bekendte til de fire tiltalte ind i retslokalet i små hold. Ved tilskuerpladserne krammede flere af dem hinanden med fugtige øjne.
Flere af dem har været til stede ved samtlige 17 retsmøder siden det første i begyndelsen af januar.
Retten i Aarhus tog onsdag udelukkende stilling til skyldsspørgsmålet for de fire tiltalte. Først torsdag tager retten stilling til strafudmålingen. Dermed er der endnu ikke faldet endelig dom, og hverken specialanklager Jesper Rodkjær eller nogen af de fire forsvarsadvokater ønsker derfor at snakke med pressen.
Retten i Aarhus vurderede, at anklagemyndigheden ikke havde ført tilstrækkelig bevis for fem af i alt 18 forhold. De udgjorde 13,1 mio. kr., og sagen er derfor endt med, at de tre mænd er kendt skyldig i hæleri og mandatsvig af særlig grov beskaffenhed for samlet set godt 10 mio. kr.
Offentligheden fik kendskab til sagen, da Aarhus Kommune i oktober 2020 sendte en pressemeddelelse ud om, at man havde politianmeldt den tidligere direktør Allan Søstrøm for svindel. En henvendelse fra en whistleblower havde forinden sat gang i en intern undersøgelse, som viste, at direktøren kunne have modtaget private ydelser i form af et køkken og køkkenelementer for mere end 370.000 kr.
Men det beløb eksploderede året efter, da en langt grundigere advokatundersøgelse fandt tegn på bedrageri og mandatsvig for mindst 15-20 mio. kr.
De køkkenelementer, som whistlebloweren havde peget på, var en del af retssagen mod Allan Søstrøm. Han blev kendt skyldig i den del sammen med 11 andre forhold.
Tre forhold for knap 4 mio. kr. blev Allan Søstrøm til gengæld frikendt for. De handlede bl.a. om et uberettiget ekstra månedligt tillæg til sin løn samt betaling for arbejde, der ikke var blevet udført.
En dengang 79-årig mand blev allerede i 2022 dømt som den første i svindelsagen i Østjysk Bolig. Han blev idømt tre måneders betinget fængsel for hæleri ved at have hjulpet med at overføre en gave på 300.000 kr. fra Dan Jord til Allan Søstrøm i oktober 2017.
Derudover blev fem personer og entreprenørvirksomheden Dan Jord, som var leverandør til boligforeningen, oprindeligt også sigtet i sagen. Anklagemyndigheden opgav dog påtalen mod Dan Jord og den ene af de fem. Tilbage stod de fire, som i dag – over fire år senere – fik afgjort deres sag.
De fire tiltalte har alle nægtet sig skyldige igennem hele forløbet.
Allerede tidligere i retssagen gjorde anklagemyndigheden det klart, at den ikke kunne løfte bevisbyrden for to af de 18 forhold i sagen.
Det betød, at boligforeningens tidligere økonomichef onsdag blev frikendt for mandatsvig og bedrageri for i alt ca. 11 mio. kr. Det ene forhold drejede sig om, at han skulle have overført mere end 9,3 mio. kr. til sig selv fra boligforeningen.
Jyllands-Posten har skrevet om sagen i Østjysk Bolig og den almene boligbranche siden oktober 2020. Dækningen har haft flere konsekvenser.
Jyllands-Postens afsløring af årslønninger på over 2 mio. kr. til nogle af landets almene boligdirektører førte til, at Statens Bolig- og Planstyrelse gik ind i sagen. Styrelsen konstaterede, at direktører i syv-ni almene boligorganisationer fik så høje lønninger, at den ville skride ind.
Afsløringerne i Østjysk Bolig-sagen har også sat en anden styrelse i sving. I april 2021 meddelte Erhvervsstyrelsen, at den iværksatte en undersøgelse af revisionen af flere af årsregnskaberne for Østjysk Bolig. Revisionen blev udført af revisorgiganten EY.
Undersøgelsen er endnu ikke færdig.
Hør journalisterne, Esben Larsen Mikkelsen og Jonas Hvid, fortælle om deres afdækning af sagen i Jyllands-Postens nyhedspodcast, ”Hvis du vil vide mere”, her: