De så datteren blive brudt »langsomt« ned i skolen. Indtil de forlod den: I dag fortryder de kun, at de ventede så længe
Efter at have gået på »næsten alle skoler i Herlev« går 13-årige Elli Straarup Holmegaard nu på en særlig slags skole, hvis popularitet stiger støt disse år. For hende blev det en redningskrans, men en skoleforsker mener, at vi »risikerer at parkere nogle børn«.
13-årige Elli Straarup Holmegaards værelse ligner på mange måder et klassisk ungt teenageværelse.
Hun har plakater med heste på væggene. Farveblyanter i penneholderen. Harry Potter og andet ungdomsfantasy i bogreolen.
Måske lidt mere atypisk; seks sammenrullede, farverige taekwondo-bælter på hylden og en hæklet Pokémon-figur på skrivebordet.
Men det, der måske adskiller hendes værelse – og hende – mest fra langt de fleste af hendes jævnaldrende, er skoleskemaet, der er klistret op på reolen.