»Det var mærkeligt at ligge i sengen og vide, at få meter henne ad gangen lå dét, som kunne redde mit liv«

Når Jesper Nørgaards mobil ringer, og der står et ukendt nummer på skærmen, begynder hans hjerte at slå hurtigt, og han bliver mærkeligt tilpas.

Han ved, at det kan være den opringning, som han siden november 2023 har gået og ventet på.

Han ved, at opringningen vil forandre hans liv.

Men han ved ikke helt hvordan.

56-årige Jesper Nørgaard fra Ringkøbing er en af de mere end 400 danskere, der lige nu står på venteliste til et nyt organ.

På grund af en sjælden nyresygdom, som ud af det blå ramte ham for fem år siden, da han netop var startet på et nyt sælgerjob, er hans nyrer nu gået så langt ned i kadence, at de kun leverer 12 pct. af det, som normale nyrer præsterer.

Den kritiske grænse på 15 pct. nyrefunktion krydsede han i efteråret 2023, og dermed havnede han på den nationale organventeliste, som han både håbede og frygtede at skulle optræde på.

I fjor døde 15 personer, mens de stod på venteliste til et nyt hjerte, nye lunger, en lever eller en nyre. At antallet trods alt ikke blev højere skyldes bl.a., at transplantationslægerne i fjor fik lov til at udtage donororganer fra ikke bare hjernedøde organdonorer som hidtil, men også fra hjertedøde donorer.

Dermed kom der 30 ekstra organdonorer til puljen i fjor, og der blev der sat rekord i antallet af transplantationer.

Jesper Nørgaard håber udviklingen fortsætter i 2025.

For ham er det ikke vigtigt, om den nyre, som han en dag skal have indopereret i sin krop, stammer fra en afdød, hvis hjerte er stoppet med at slå, eller om nyren kommer fra en hjernedød donor.

Det vigtigste er, at der kommer en donornyre, der matcher ham – og at der ikke går alt for længe, før det sker.

Det er listen over antallet af transplanterede, han satser på at optræde på i år. Ikke listen over antallet af døde på venteliste.

Konstant venteposition

Foreløbig har hans navn været at finde på ventelisten i knap halvandet år. I den periode har han været i konstant venteposition. Livet er sat på standby.

Ventetiden er præget af en krop, som ikke kan meget på grund af et sæt nyrer, som er ved at stå af. Enorm træthed, hukommelsesbøvl, koncentrationsbesvær, problemer med at finde ordene.

Telefonen er altid hos ham, for hvis transplantationscentret på Aarhus Universitetshospital ringer med besked om, at der er en donornyre til ham, skal han være klar til at tage af sted med det samme.

Han ved udmærket, hvad det medfører. For han har allerede prøvet det. To gange faktisk.

En fredag aften for et års tid siden – lige efter han i huset i Ringkøbing havde spist middag med sin hustru – ringede telefonen. Et ukendt nummer.

Han fik besked på, at der nu var en donornyre, som matchede ham. Han blev straks hentet og kørt til AUH.

Men han fik også at vide, at han var såkaldt andetvalg til nyren. Det vil sige, at nyren efter planen skulle gå til en anden nyresyg patient, men hvis vedkommende af den ene eller anden grund ikke kunne modtage den – f.eks. hvis vedkommende havde en infektion i kroppen - ville Jesper Nørgaard få den.

Han blev derfor gjort klar til transplantation på hospitalet. Bad, drop, blodprøver, faste.

I 15 timer hen over natten lå han i hospitalssengen og ventede på besked.

»Det var mærkeligt at ligge på en hospitalsstue og vide, at få meter fra mig lå det organ, som formentlig kunne redde mit liv. Uden at vide, om det ville ske. Som timerne gik, kunne jeg jo efterhånden godt se, at det nok ikke gik min vej denne gang. Det var hårdt at køre hjem igen,« husker Jesper Nørgaard.

Derefter gik der endnu et halvt år. I efteråret 2024 blev han atter ringet op af et ukendt nummer.

Samme besked, samme procedure: Han var andetvalget. En nats ventetid på hospitalet. Uforløst hjem igen dagen efter. Uden en ny nyre.

Næste gang er det alvor

Eftersom reglerne siger, at man højst kan være andetvalg to gange, ved Jesper Nørgaard, at næste gang, transplantationscentret kontakter ham, er det alvor. Så er det ham, som er førstevalget, og som skal have donornyren.

Om det sker i morgen, om en måned eller om et år kan ingen sige.

Bevidstheden om, at et andet menneskes død formentlig bliver hans redning, er svær. Det samme er tankerne om, at der ikke er garanti for, at hans krop vil affinde sig med at skulle tage imod og rumme et fremmed organ.

Den nye nyre kan blive afstødt, brændt af, holde op med at fungere.

Det er grunden til, at han fra start har afvist, at hans hustru, hans mor eller et andet familiemedlem skal donere en nyre til ham.

»Jeg ville ikke kunne leve med, at jeg fik min hustrus eller mors ene nyre, og den så blev afstødt med det samme. Den tanke kan jeg ikke rumme. Derfor har jeg fra start sagt nej til at modtage en nyre fra et familiemedlem – fra en levende donor. Tænk nu, hvis vores søn en dag fik brug for en nyre – og min hustru havde givet mig sin ene,« funderer Jesper Nørgaard.

I ventetiden er nætterne de sværeste. Det er der, alle tankerne, bekymringerne og angsten presser sig på.

Om dagen forsøger han at bruge sine sparsomme kræfter på at holde sig lidt i form med gåture og en smule golf. Vægten må ikke komme for højt op inden operationen, for så risikerer han, at lægerne sender ham hjem igen. Men kræfterne er små. Han er sygemeldt fra sit arbejde, og han savner livet med kolleger og venner. Om aftenen har han typisk brugt sine kræfter, så hans sociale liv er sat mere eller mindre på pause.

»Nætterne er min værste fjende. Jeg får ikke meget søvn. Jeg ved, at næste gang er det alvor. Jeg ved, at næste gang, telefonen ringer, så ændrer livet sig. Jeg ved bare ikke hvordan og til hvad. Bliver det hele bedre, som lægerne siger, eller bliver det værre, end det er nu?«