Hidtil har topledelsen i svindelramt boligforening haft ordet. Nu taler medarbejderne: Det var »lidt som en familie«
På den sjette retsdag i sagen om Østjysk Bolig fik offentligheden for første gang mulighed for at høre fra enkelte af de medarbejdere, der oplevede det indefra, da svindlen blev afsløret.
Et revisionsfirma var kommet på uanmeldt besøg.
Året var 2017. Der skulle gå endnu tre år, før den mulige millionsvindel i Østjysk Bolig blev en landsdækkende nyhed.
Revisionsfirmaets ansatte bad om at få udleveret boligforeningens såkaldte bankafstemninger. Det var kort fortalt en opgørelse, som viste, om udbetalingerne fra Østjysk Boligs bank stemte overens med oplysningerne i foreningens interne regnskabsprogram.
Det burde have været en smal sag at finde dem.
Men denne dag fik boligforeningens økonomiassistent sig en overraskelse.