Vås eller virkelighed: Er varmt, kogt vand sundt for sjæl og legeme?
Mens en yogalærer betragter varmt, kogt vand som lidt af en mirakelkur, der holder hende rask, mener en sundhedsekspert, at der ingen sundhedsmæssige fordele er ved at drikke varmt fremfor koldt vand.
Drik løs, vand er sundt.
»Men det er noget vås, at det skulle være særligt sundt at drikke varmt, kogt vand. Om det er iskoldt eller varmt, når du drikker det, er helt ligegyldigt,« siger Bente Klarlund, overlæge på Rigshospitalet og professor i integrativ medicin.
Overlægen, der er kendt for sine klare svar på spørgsmål om danskernes sundhed og helbred og netop har udgivet bogen ”Klarlund og Kandis på kur – forever” sammen med Kandis-forsanger Johnny Hansen, er også klar i mælet, når det gælder varmt, kogt vand.