Fortsæt til indhold
Indland

Rigets nye børnehospital mangler trecifret millionbeløb og forsinkes

Børnehospitalet Mary Elisabeths Hospital mangler godt en halv milliard og ventes først åbnet i 2027.

/ritzau/

En voksende regning har sat skred i tidsplanen for byggeriet af Rigshospitalets nye børnehospital, Mary Elisabeths Hospital, der akut mangler godt en halv milliard kroner.

Det fremgår af dagsordenen for Region Hovedstadens forretningsudvalgs næste møde 3. december.

Her har Hovedstadens forvaltning indstillet til, at der skal godkendes en yderligere finansiering på 661 millioner kroner til hospitalet.

- Den samlede økonomi og hovedtidsplan på Mary Elizabeths Hospital er væsentligt udfordret, fremgår det af indstillingen.

Derudover indstilles det også, at tidsplanen for hospitalet rykkes et år frem og dermed først skal stå færdigt i 2027.

DR skriver, at det i første omgang var planen, at hospitalet skulle tages i brug i 2023 eller 2024, og at den oprindelig pris i 2016 lød på to milliarder kroner.

Administrationen vurderer, at der er behov for at bevilge yderligere finansiering for samlet set 661 mio. kr. samt at foretage en justering af hovedtidsplanen på tolv måneder.

- Det er jo ærgerligt på mange niveauer, men først og fremmest er det jo ærgerligt, at byggeriet forsinkes med et år, siger direktør for Center for Ejendomme i regionen Mogens Kornbo til mediet Licitationen.