I USA vil flere fjerne tilsætning af fluor i drikkevandet. Dansk forskning peger på sammenhæng mellem stoffet og IQ
Flere politikere i USA vil have stoppet for tilsætning af fluor i drikkevandet. Det har sat fokus på et dansk forskningsprojekt – og fluor kommer også ud af de danske vandhaner.
Fluor, der især er en velkendt ingrediens i tandpasta, er godt for tænderne.
Så godt, at man i USA for 70 år siden besluttede at tilsætte det i drikkevand. Noget, der har sparet amerikanerne for milliarder i tandlægeomkostninger og millioner af huller i tænderne.
Men det skal stoppe, mener Robert F. Kennedy Jr., der af Donald Trump er udpeget som landets kommende sundhedsminister.
De udtalelser, der er kommet frem i forbindelse med det amerikanske valg, har sat fokus på et forskningsprojekt fra Syddansk Universitet (SDU).