Sundhedsministeren og Lægeforeningen er uenige om, hvordan man sikrer patienterne hurtigere behandling
Tusindvis af patienter har ikke udsigt til at blive behandlet inden for behandlingsfristerne. Sundhedsminister Sophie Løhde (V) erkender, at regionerne ikke er i mål endnu, og forventer, at de private hospitaler skal hjælpe til.
Vi er ikke i mål.
Derfor skal regionerne have blikket og koncentrationen rettet mod at sikre patienter kortere ventetid til operation og anden behandling på landets sygehuse. Og de bør bruge den ledige kapacitet, som privathospitalerne har, til at nedbringe ventetiden.
Sådan lyder meldingen fra sundhedsminister Sophie Løhde (V), efter at Jyllands-Posten mandag kunne afdække, at regionernes sygehuse på trods af akutaftale og ekstra milliarder er meget langt fra at kunne overholde den behandlingsgaranti på 30 dage, som alle patienter om en måned atter er omfattet af.
Når det gælder store operationsområder som nye knæ og brokoperationer, kan regionerne ikke engang overholde den nugældende behandlingsgaranti på 60 dage, for den gennemsnitlige ventetid er her henholdsvis 77 og 75 dage.
Ifølge sundhedsministeren har for mange patienter måttet vente alt for længe på at blive opereret.