Fortsæt til indhold
Indland

Supersygehuset åbnede i 2022 - nu skal næsten 1.000 vinduer skiftes

Regionshospitalet Gødstrup slipper for en ekstraregning, i forbindelse med at 950 vinduer skal udskiftes.

/ritzau/

Der skal udskiftes 950 vinduer på Regionshospitalet Gødstrup på grund af en fejl i de nuværende. Det skriver TV Midtvest.

Det er forventningen, at arbejdet, der allerede er startet, kommer til at tage et år.

En fejl i de nuværende vinduers indbyggede persienner er årsag til, at de skal skiftes ud.

Ifølge mediet klistrer lamellerne sammen - sandsynligvis på grund af en fejl i overfladebehandlingen.

Hospitalet kan dog glæde sig over, at det undgår at skulle betale en større ekstraregning.

Den franske koncern Saint-Gobain, der har stået for leveringen af vinduerne, har nemlig taget fejlen - og dermed også regningen - på sig.

Det er det danske firma Eiler Thomsen Alufacader, der står for at få udført arbejdet.

Torben Baden, der er projektleder hos firmaet, siger, at man er kommet godt i gang. På nuværende tidspunkt er omkring 200 af vinduerne blevet skiftet.

Han forklarer videre, at vinduerne i sin tid blev købt med garanti.

- At de så ikke lever op til forskrifterne, er vi selvfølgelig kede af. Derfor er vi også glade for, at vi kan hjælpe med at bringe det i orden, siger han til mediet.

Regionshospitalet åbnede i februar 2022.