Fortsæt til indhold
Indland

»Jeg har lyst til at ryste hele samfundet«

Den 7. oktober mistede overrabbiner i Det Jødiske Samfund Jair Melchior flere af sine bekendte. Et år senere er der noget vigtigt, han gerne vil sige.

Det er efterår, det regner, og Jair Melchior går rundt i København og har lyst til at råbe.

Forleden, da han hentede sine børn ved Carolineskolen, mødte han en bekendt, der så på overrabbineren og spurgte ham, hvordan han gik rundt og havde det for tiden.

Han sagde, at han havde brug for at råbe.

»Men hvad vil du råbe?« spurgte den bekendte.

Og så råbte Jair Melchior tilsyneladende et luftråb. Et råb uden en lyd.

Sådan efterligner han i hvert fald sit svar.

For Jair Melchior går rundt og mangler ordene, mens bladene falder af bøgen.

»Jeg har lyst til at ryste hele samfundet, men jeg ved ikke, hvad jeg vil sige,« siger han.

Det seneste år står som en skygge i regnen. Han er trist. Har været det siden simchat torah sidste år, en jødisk helligdag, hvor man danser. Og en dag, hvor Jair Melchior mistede.