Fortsæt til indhold
Indland
Artiklen opdateres

Regeringen vil indføre kronikerpakker til mennesker med diabetes, kol og hjertesygdomme

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger vil regeringen udstyre kroniske patienter med ret til fastlagte behandlingspakker i stil med de kræftpakker, som kræftpatienter har i dag.

Op mod en million danskere med kroniske sygdomme skal fremover have ret til at blive udredt og behandlet indenfor bestemte tidsfrister, og de skal sikres ensartede patientforløb, uanset hvor i landet de bor.

Regeringen vil indføre såkaldte kronikerpakker til patienter med diabetes, kol, visse lænderyglidelser og hjertesygdomme – så disse patientgrupper i lighed med kræftpatienternes kræftpakkeforløb fremover også bliver omfattet af pakkeforløb med patientrettigheder, kvalitetsstandarder og fastlagte tidsfrister. Det oplyser flere kilder til Jyllands-Posten.

Der bliver tale om en differentieret indsats, hvor patienterne bliver inddelt i forskellige indsatsgrupper afhængig af sværhedsgraden af deres sygdom. Patienterne vil få ret til behandlingstilbud, og der vil være tidsfrister indbygget i kronikerpakkerne.

Kronikerpakkerne har været efterlyst af en række patientforeninger, der peger på, at behandlingstilbuddet i det nære sundhedsvæsen til borgere med kronisk sygdom alt for ofte er præget af store forskelle på tværs af landet – både før og efter sygehusbehandling. Nogle steder får man tilbudt superviseret træning og patientuddannelse, mens der i andre områder ikke er den slags tilbud.

Nye sundhedsråd

Kronikerpakkerne er en del af det sundhedsudspil, som regeringen præsenterer torsdag kl. 10 på et pressemøde. Ifølge Jyllands-Postens oplysninger indeholder udspillet også en sammenlægning af Region Sjælland og Region Hovedstaden til en stor megaregion, ligesom man lægger op til at oprette 17 nye sundhedsråd, som bl.a. skal stå for de nye kronikerpakker, akut sygepleje, genoptræning og en række forebyggelsesopgaver.