Frederik klarede gymnasiet med røven i vandskorpen: Da han skiftede spor, kom 12-tallerne og karrieren
Fordi alle andre gik i gymnasiet, valgte Frederik Gustav Sørensen det samme. Men det viste sig, at han havde et stort talent, der var noget helt andet.
Først var planen at blive politimand. Derfor begyndte Frederik Gustav Sørensen også i gymnasiet efter folkeskolen. Ligesom mange andre. Det faldt ham slet ikke ind dengang at tage en erhvervsuddannelse.
»Der var jo nok et billede af, at håndværkere er lidt dumme. Så hvis man blev håndværker, var man selv lidt dum. Men det var jeg i hvert fald ikke, så derfor skulle jeg selvfølgelig i gymnasiet, og det var også det, alle de andre gjorde,« siger Frederik Gustav Sørensen.
Som søn af en håndværker og en skolesekretær burde det ikke være fjernt at tage en erhvervsuddannelse. Men allerede som barn undrede det Frederik, at hans far var blevet håndværker.
»Det er svært at sige, hvorfor jeg tænkte sådan. Men når du ser, hvem der kører i de dyre biler, så er det folk i jakkesæt, som ligner direktører. Det bliver man nok lidt forblændet af, og jeg kan jo se nu, at jeg havde et helt forkert billede af, hvad mulighederne var med en erhvervsuddannelse,« siger Frederik Gustav Sørensen.
Han gennemførte gymnasiet, men kun lige med »røven i vandskorpen«, og det var ikke ligefrem mere tid på skolebænken, der trak i ham, da han endelig fik studenterhuen på.
Det med at blive betjent trak heller ikke rigtig. Så i stedet tog Frederik job som ufaglært arbejdsmand. Han skulle flytte materialer og gøre det grove arbejde for de andre. Men hurtigt kunne mesteren se, at Frederik også kunne mere end at slæbe. Han var hurtigt færdig med sine opgaver og skyndte sig at lære mere, så han endte i en stilling som montør.
Og der var noget ved det praktiske arbejde, som tiltalte ham meget mere, end gymnasietiden havde gjort. Så en dag troppede Frederik Gustav Sørensen uopfordet op hos teknikvirksomheden Kemp & Lauritzen i Ringsted.
»Så spurgte jeg bare, om ikke de kunne bruge en ventilationslærling. Min far kendte nogen, der arbejdede der, men bortset fra det var det jo nyt for mig, og jeg havde slet ikke søgt ind på uddannelsen endnu,« fortæller han.
Kemp & Lauritzen laver både store og små projekter inden for blandt andet energi, ventilation, VVS og el. De definerer slet ikke deres mange faglærte medarbejdere som håndværkere, men derimod som teknikere. Besøger man Kemp & Lauritzen, vil man hurtigt se, at talent hos dem handler om meget andet end knofedt og værktøj. Og så er den store virksomhed kendt for at dyrke sine talenter, hvilket er helt afgørende i en branche, hvor der er mangel på dygtig arbejdskraft, og hvor evnen til at udvikle og fastholde sine dygtigste folk er en helt central del af forretningens succes.
Et talent fik de heldigvis ind ad døren i form af Frederik, og det skulle vise sig at blive en god beslutning for Kemp & Lauritzen at give ham en chance. For på rekordtid er han strøget til tops.
I 2021 fik han sit svendebrev som ventilationstekniker. Stort set lutter 12-taller. En noget større succes end gymnasiet.
»Så begyndte jeg som tekniker med det samme. Men jeg vidste godt, at jeg gerne ville mere. Og det sagde jeg også til dem med det samme,« husker Frederik og opfordrer alle, der vil gøre succes til at være opsøgende og gribe de chancer, som opstår.
»Jeg har det nok med at sige ja til flere opgaver, end jeg siger nej til. Og jeg tror måske, at andre synes, jeg har lige rigeligt på tallerkenen. Det kunne jeg for eksempel se, da jeg skulle på barsel med min datter. Der var godt nok mange opgaver på mit bord. Men jeg vil hellere lave for meget end for lidt,« siger han.
Efter kort tid i virksomheden blev Frederik tilbudt en intern projektlederuddannelse, hvor strategi og ledelse blev føjet til rækken af kompetencer. Herefter blev han juniorprojektleder og er senere også forfremmet til projektleder. Så på fire år er han altså gået fra at være nyuddannet til at have en helt central lederstilling.
I dag har Frederik personaleansvar for otte andre, hvoraf størstedelen er ældre, end han selv er.
»Hvis de synes, man er en snothvalp, skal man nok få det at vide. Men jeg tror, der er tilpas faglig respekt omkring mig til, at man ikke tænker særlig meget over min alder,« siger han.
Frederik Gustav Sørensen er et af de faglige talenter, som bliver indstillet til Fagtalent 2024. En ny pris for faglærte talenter under 36 år, som er stiftet af Jyllands-Posten, Blik- & Rørarbejderforbundet, Dansk Industri, Dansk Metal, Dansk El-Forbund og TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Jyllands-Posten og de store aktører på arbejdsmarkedet er enige om, at Danmark har aktut brug for flere faglærte og mere stolthed om det, som Danmark skal leve af i fremtiden.
Kender du et talent? Så skynd dig at indstille ham eller hende på https://fagtalent.dk/.