Minister afviser at kræve vinterdæk »ud fra nogle datoer«
Med en ny analyse i hånden ser transportminister Thomas Danielsen (V) ingen grund til at indføre »firkantede regler« om vinterdæk. Han vil hellere fremhæve det personlige ansvar for at køre sikkert.
Da snestorm i januar affødte trafikalt kaos og en diskussion om obligatoriske vinterdæk, blev det afvist af transportminister Thomas Danielsen (V).
Han var dog åben for et eftersyn af reglerne og rammerne, og det bestilte regeringen. Det har Færdselsstyrelsen nu leveret i form af en analyse. Men får eftersynet så ministeren til at stille krav om vinterdæk?
Nej, ikke umiddelbart.
Thomas Danielsen understreger, at den såkaldte ”Vejgrebsanalyse”, som Færdselsstyrelsen har lavet, tegner et nuanceret billede og kommer ind på både klima og miljø, bremselængde samt lette og tunge køretøjer. Således er det svært at sætte to streger under et facit, konstaterer ministeren. Han løfter dog lidt af sløret for, hvor han står:
»Man har et personligt ansvar, når man er fører af en bil. Det har man også i forhold til vejgreb. I stedet for at lave meget firkantet lovgivning ud fra nogle datoer, skal man have et individuelt ansvar i forhold til vejrliget og sin dækmontering.«
Som jeg hører dig, vil du ikke arbejde for et lovkrav om vinterdæk?
»Det er i hvert fald ikke lige til højrebenet, fordi det også har nogle negative konsekvenser. Og så skal man selvfølgelig både kigge på lette køretøjer og tunge køretøjer. Men det, der står i analysen, er i hvert fald, at det kan være svært at lave meget firkantede regler for det her.«
Vælg dæk efter vejrliget
Analysen har været i høring hos interesseorganisationer, og ministeren understreger, at han ikke vil lægge sig fast, før han har været alle høringssvar igennem. Ligesom han nu vil indkalde Folketingets transportordførere til en drøftelse af analysen.
I januar skabte havarerede lastbiler, der stod på tværs af motorvej E45, køer i adskillige timer. Det affødte en debat om, hvorvidt der skal være lovkrav om, at lastbiler kører med vinterdæk.
Men et sådan krav står ikke øverst på ministerens to do-liste.
»Jeg tror, at det er en god idé ikke at lave meget firkantede regler og lovgivning på det her område. Men simpelthen at sige, at man skal køre efter vejrliget og have en dækmontering, der passer til vejrliget,« siger ministeren og tilføjer:
»Nu skal jeg jo ikke kunne sige, hvad jeg kan komme igennem med, eller hvad vi kan komme frem til, når vi har haft de politiske drøftelser.«
I udkastet til analysen står, at det kan overvejes, om det skal kunne give en bøde, hvis køretøjer f.eks. skaber kø, fordi de kører med »utilstrækkelige dæk«. En sådan bødestraf er ministeren ikke afvisende overfor:
»Nu skal vi først have en drøftelse, men det er meget naturligt, at hvis du har en uansvarlig adfærd i trafikken, så kan du få en bøde.«
Thomas Danielsen kan ikke svare på, hvor høj en eventuel bøde skal være.
»Gik da fint« at trodse advarsler
Er det ud fra vejgrebsanalysen noget, du vil arbejde for, så der i mindre grad opstår problemer på vejene, når vinteren sætter ind?
»Vi har en stor præventiv indsats, og generelt kører det faktisk virkelig godt. Vinterne har ændret sig over år, men vinterberedskabet er stadig massivt og stærkt. Det ændrer ikke på, at der kan opstå hændelser, som vi så i januar,« siger ministeren og uddyber:
»Hvor temperaturer drillede samtidig med et meget massivt og pludseligt snefald, og at folk kørte ud på vejene, selv om man frarådede al unødvendig udkørsel. Det gjorde, at vinterberedskabet ikke kunne lave sit arbejde.«
Det har fået Thomas Danielsen til at tænke på, om der er behov for en ekstra graduering af advarsler i forhold til vinterføret.
»Spørger du den almindelige mand, hører man jo af og til, at det bliver sagt, at vi fraråder al unødig udkørsel, men man tidligere har erfaret sig, at det gik da fint. Men af og til kommer der et meget kraftigt og pludseligt snefald, hvor man vitterlig fraråder al unødig udkørsel. Det tygger jeg lidt på, om man kan gøre noget ved,« siger transportministeren.
Gav god mening at få analyse
Han hæfter sig ved, at diskussion om vejgreb også handler om ulemper ved at køre med vinterdæk i sommerføre.
»Det har konsekvenser på mange forskellige områder - i forhold til bremselængder osv.«
Ministeren er tilfreds med, at han - på vegne af regeringen - har fået lavet en analyse, som favner bredere end forholdene i snevejr.
»Klimasituationen har forandret sig, og teknologierne har udviklet sig, så det gav god mening at få lavet en mere generel vurdering af vores vejgreb i Danmark,« siger Thomas Danielsen, som glæder sig til at dykke ned i analysen sammen med transportordførerne inden Folketingets åbning.
»Jeg er sikker på, at vi kommer ud med noget, som har sund fornuft i sig.«