Fortsæt til indhold
Indland

Kinesisk studerende i Danmark om overvågning: »Man tænker ikke så meget over retten til privatliv i Kina«

Justitsministeren vil give politiet lov til at bruge ansigtsgenkendelse. Kinesisk studerende i Danmark fortæller om sit syn på overvågning.

Da Siyin Luo for tre år siden trådte ind på Københavns Politigård, var hun fuld af tillid. Selvfølgelig ville politimændene bag skranken løse hendes problem.

Hun regnede det for en ren rutineopgave.

I Kina havde hun engang fået stjålet en taske i skolen. Efter et besøg på den nærliggende politistation fik hun hurtigt tasken tilbage ved hjælp af overvågning.

Så let skulle det ikke gå, da hendes computer og backup-harddisk forsvandt fra cykelkurven i en aflåst baggård på Nørrebro.