Flere steder i landet står under vand efter skybrud
Biler og bygninger i flere dele af landet er blevet oversvømmet efter skybrud søndag. To steder er blevet hårdest ramt.
Kloakvand flyder i oversvømmede gader. Og biler står under vand, mens beredskabet redder deres passagerer ud.
Søndag har voldsomme nedbør ramt det meste af Danmark. Ifølge DMI er der blevet registreret hele seks skybrud fordelt på det sydvestlige Jylland, Sjælland samt på Fyn og Lolland.
I løbet af dagen har flere vejstrækninger og byområder været øversvømmet, mens beredskabet har advaret om løsrevne kloakdæksler og kloakvand i gaderne. Flere steder er vandet endnu ikke drevet væk igen.
»Vi har haft en del tordenbyger, der har passeret landet i løbet af dagen og nu er ude. Det startede i morges i Sønderjylland, gik mod Fyn, og så kom turen til København, hvor der er målt kraftige tordenbyger,« siger Erik Hansen, vagthavende meteorolog ved DMI til Ritzau søndag eftermiddag:
»Nu trækker den drilske frontzone over mod Bornholm, hvor vi ikke venter skybrud, men kraftig regn og torden,« tilføjer Erik Hansen.
Helt konkret er der målt skybrud i København, Kolding, Bogense, Odense, Tønder og på Lolland. Der er tale om et skybrud, når der falder mindst 15 millimeter vand indenfor en halv time.
Den højeste intensitet er målt i Kolding, hvor der er faldet 32,6 millimeter. Her stod flere veje og biler under vand, har TV Syd rapporteret. Den næsthøjeste intensitet er målt i København til 27,8 millimeter.
Tønder Kommune og Nordfyns Kommune samt Middelfart har fået henholdsvis 15,3 millimeter, 17,6 millimeter og 16,2 millimeter regn.
Søndag eftermiddag er det dog begyndt at klare op flere steder.
Der kan fortsat godt komme enkelte lette sommerbyger, men det er ikke noget, der giver skybrud, oplyser Erik Hansen fra DMI:
»I eftermiddag har vi faktisk mulighed for at få lidt sol og kun enkelte byger,« siger han.