Politiet udsendte foto af den forkerte mand i efterlysning
Københavns Vestegns Politi beklager, at det udsendte et foto af en forkert mand, da det efterlyste mistænkt.
Da Københavns Vestegns Politi torsdag formiddag udsendte en efterlysning af en mand i en grov kidnapningssag, var det med et forkert foto.
Det oplyser politiet torsdag eftermiddag, hvor det har rettet fejlen.
- Det er en beklagelig fejl, lyder det fra Københavns Vestegns Politi.
Den efterlyste er den 28-årige Kevin Wegeland.
Politiet har nu udsendt det rigtige foto af manden, og det er rettet på politiets hjemmeside.
Politiet opfordrer samtidig til, at det forkerte foto fjernes fra medierne.
Politiet har været i kontakt med den mand, som ved en fejl fik delt sit foto. Men politiet ønsker ikke at svare på, hvorfor det forkerte foto havnede i efterlysningen.
Ligeledes svarer politiet heller ikke på, hvordan det blev opmærksom på fejlen.
Sagen, som Kevin Wegeland, eftersøges til, handler om bortførelsen af en yngre mand i marts.
Den yngre mand blev lørdag 16. marts kørt væk i bil - blandt andet til en adresse i Rødovre, hvor han blev udsat for grov vold.
Frihedsberøvelsen udløste samme aften en omfattende eftersøgningsaktion, som foregik flere steder på Sjælland i et tæt samarbejde mellem enheder fra PET og politikredsene for Sydsjælland og Lolland-Falster samt Københavns Vestegn.
I løbet af søndag eftermiddag blev den bortførte mand fundet i live, men alvorligt kvæstet.
Samme dag foretog politiet seks anholdelser. Tre af dem - mænd på 29, 31, og 35 år - blev varetægtsfængslet dagen efter i Retten i Glostrup.
Det er tidligere kommet frem, at de anholdte i sagen også sigtes for at forsøge at afpresse familien til den yngre mand for et større pengebeløb eller for at have medvirket hertil.
Ifølge B.T. fremgik det af sigtelsen, at mændene krævede en halv million kroner i løsesum, hvis de skulle løslade den yngre mand.
Københavns Vestegns Politi kan kontaktes direkte på telefon 4386 1448 eller på telefon 114 døgnet rundt, hvis man har oplysninger til sagen.