Politiet advarer mod særlig type svindel: »Svindlerne udnytter ferieperioden«
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) advarer mod en særlig type svindel, der stiger i ferieperioder. Også denne sommer har politiet oplevet en stigning.
Mange af os sænker skuldrene en smule mere i sommerferieperioden, men det skal man i visse tilfælde passe på med.
For det kan udnyttes af svindlere, og det bliver det også.
»Pas på falske direktører og leverandører i sommerferien! Ferien udnyttes af IT-kriminelle, som sender falske mails og udgiver sig for at være virksomhedens direktør eller en leverandør,« lyder det i en advarsel fra NSK på det sociale medie X.
Allan Lørup, som er vicepolitiinspektør for Nationalt Center for It-Kriminalitet, som efterforsker organiseret IT-kriminalitet, fortæller, at ferieperioderne betyder, at der er færre medarbejdere på arbejde hos de danske virksomheder, og det udnyttes af kriminelle.
»Vi ser en stigning i den type af kriminalitet, der kaldes for BEC-kriminalitet (busines e-mail compromise, red.). Normalt får vi i gennemsnit 10 anmeldelser om måneden, men her i sommerferieperioden har vi fået mellem 14 og 18 anmeldelser månedligt. Det er en tendens, vi også så sidste år i sommerferien. Ligesom vi også så en stigning i oktober og december.«
Derfor skal du være særligt opmærksom, hvis du er en af dem, der sidder og handler.
Han fortæller, at svindlen ofte foregår ved, at du får en besked fra en ekstern leverandør, du handler med, om betaling eller ændring af kontonumre. I virkeligheden er det leverandøren, men en svindler, der har fået adgang til jeres, eller leverandørens computersystemer eller e-mail-server.
»Vi ser, at der svindles for alt mellem 1.000 kr. og tocifrede millionbeløb, så man bør altid være opmærksom på en sådan adfærd og særligt nu,« siger han.
Allan Lørup fortæller, at NSK ikke kan se et system i, hvem svindlerne går efter. Ofrene er både at finde i det private og det offentlige.
»Svindlerne har spredt nettet bredt ud, og det virker ikke til, at de målrettet går efter specifikke brancher.«
Han har derfor ét råd, du bør følge, hvis du sidder med køb og salg af varer hen over sommeren.
»Træk vejret, overvej om det behøver at gå så stærkt, og kontroller altid med en kollega eller leder, inden du overfører penge. Og du bør du ringe til leverandøren, hvis den ændrer bankoplysninger.«