33-årig varetægtsfængsles i 14 dage efter knivdrab på hotel
Overvågningsbilleder fra Hotel Scandic Sydhavnen viser, at sigtede og forurettede ankom sammen til hotellet. Kort efter midnat forlod den 33-årige hotellet alene.
Natten mellem mandag og tirsdag blev en 42-årig dræbt på Hotel Scandic Sydhavnen i København. Den formodede gerningsmand er en 33-årig mand, der er anholdt og sigtet for at have dræbt forurettede med flere knivstik, herunder i halsen og i brystet.
Tirsdag eftermiddag kl. 15.30 blev den sigtede fremstillet i grundlovsforhør i retten på Frederiksberg.
I retten kom det blandt andet frem, at drabet menes at have fundet sted mellem kl. 22 og kl. 02 natten til tirsdag på værelse 339 på Hotel Scandic Sydhavnen.
Dommeren besluttede at varetægtsfængsle den sigtede 14 dage frem til den 23. juli. Varetægtsfængslingen skal være i surrogat, så snart der er plads på en psykiatrisk afdeling, lød det.
Dette skyldes, at sigtede er diagnosticeret med den psykiske lidelse skizotypi, der er en lettere form for skizofreni.
Anklageren anmodede om en mentalundersøgelse af den 33-årige, hvilket sigtede og forsvareren imødekom.
Den sigtedes forsvarer fortalte i retten, at hans klient ikke ville tage stilling til sigtelsen i dag.
Tog kontakt til politiet på parkeringsplads
I retten kom det frem, at den 33-årige mødte politiet på Station Bellahøj kl. 02.46 natten til tirsdag. Politifolkene på stedet beskrev sigtede, der var sammen med sine forældre, som søgende, svedende og rystende, hvorfor de tog kontakt til ham.
Her fortalte manden til politiet, at han følte sig overbevist om, at han havde gjort noget forfærdeligt og slået en person ihjel på et hotel.
Sigtede fortalte samtidig politiet om sin psykiske lidelse, og at han havde haft et »anfald« den pågældende nat.
Straks efter mødet på parkeringspladsen kørte patruljer afsted til Hotel Scandic Sydhavnen, hvor de ankom kl. 03.14.
Her forklarede hotellets receptionist til politiet, at den 33-årige havde booket sig ind på værelse 339.
På værelset fandt politiet den 42-årige, og der var store mængder blod. Ifølge anklageren var den 42-årige transkvinde. Politiet forsøgte forgæves at udføre førstehjælp. Offeret var blevet stukket med adskillige stik.
På hotelværelset fandt politiet desuden en kniv, der formodes at være gerningsvåbnet.
Ankom sammen til hotellet
Anklagemyndigheden oplyste i retten, at overvågning fra hotellet har vist sigtede og forurettede ankomme sammen til hotellet.
Kort efter midnat forlod sigtede hotellet alene.
Politiet har efterfølgende ransaget den 33-åriges bopæl. Her blev der fundet et par sko, der på sålen havde noget på sig, som muligvis kunne være blod. Derudover blev også et håndklæde med røde pletter fundet.
Sigtedes mor blev også afhørt af politiet natten til tirsdag, hvor hun forklarede, at hendes søn bad om penge flere gange, inden han tog hjemmefra mandag. Efterfølgende var den 33-årige kommet hjem, havde svedt meget og forklarede, at han havde trænet for bedre at kunne falde i søvn.
Forældrene overtalte ham efterfølgende til at tage ind på lokalpolitistationen i Bellahøj.
Var i psykiatrisk behandling
Tirsdag morgen blev den 33-årige tilset af en læge, der foruden en skade på sigtedes næseryg også fandt en mindre skade på hans højre hånd.
Derudover fandt lægen, at den sigtede havde indtaget medicin mod sin psykiske diagnose, men også havde indtaget kokain, hash og et tredje stof. Stofferne havde ifølge lægen gjort sigtede aggressiv og paranoid.
Anklageren oplyste desuden i retten, at der har været kontakt med hovedstadens psykiatri for at undersøge sigtedes tilstand.
I den forbindelse har den 33-åriges behandlingspsykiater forklaret, at den sigtede tidligere har været i ambulant behandling for sin psykiske lidelse. Fra august 2023 til december samme år var sigtede indlagt.
Det er endnu uklart, hvilken relation den sigtede og den forurettede havde til hinanden, og hvad der måtte være motivet for drabet.