Fødevarestyrelsen kommer med advarsel til landmænd og dyreejere
Vores nabolande mister i øjeblikket kvæg, geder og får til en alvorlig virus, som forårsager langvarige og smertefulde symptomer hos drøvtyggere. Den har aldrig været i Danmark før, men nu advarer Fødevarestyrelsen om, at den højest sandsynligt vil ramme i løbet af sommeren.
Virussen kaldet bluetongue har i mange år været en sygdom, som ikke eksisterede i Danmark.
Nu har den kurs direkte mod os, hvilket har fået Fødevarestyrelsen til at komme med en advarsel.
»Det er ikke længere et spørgsmål om, om den rammer os – det er et spørgsmål om hvornår,« siger Mette Kirkeskov Sie, der er enhedschef for Dyresundhed i Fødevarestyrelsen.
Lige nu kæmper vores nabolande Tyskland, Belgien, Holland og England mod en variant af sygdommen, som har ramt drøvtyggere såsom kvæg, geder, får og hjorte. Derfor vurderer Dansk Veterinær Konsortium, at virussen formentlig vil komme til Danmark i løbet af sommeren.
Bluetongue smitter særligt gennem bittesmå, blodsugende myg kaldet mitter, som er overalt i Danmark. Jo varmere det bliver, jo mere stiger risikoen for smittespredning også.
»Logisk set vil det ramme områderne i det sydlige Danmark først. Men med kraftigt blæsevejr kan det hurtigt sprede sig til andre steder også. Så det er svært at sige, hvor det vil ramme os først,« siger Mette Kirkeskov Sie.
En blå tunge
Symptomerne er forskellige, men sygdommen er langvarig og smertefuld og kan ikke behandles. Derfor er aflivning ofte den eneste dyrevelfærdsmæssigt forsvarlige udvej.
Sygdommens indtog i Danmark kan derfor blive en omkostelig affære.
Bluetongue er nemlig ikke klassificeret, ligesom eksempelvis fugleinfluenza og afrikansk svinepest. Det vil sige, at hvis dine dyr bliver smittet, og sygdommen spreder sig, får du ikke erstatning fra myndighederne. Hverken for driftstab eller aflivede dyr.
Ifølge Mette Kirkeskov Sie er det særligt får, der bliver hårdt ramt, og hvor dødeligheden er høj.
Symptomer kan blandt andet være væskeansamlinger i hovedet, sår i munden, halthed, aborter, høj dødelighed i en bestand og en blåfarvning af tungen hos får – heraf navnet bluetongue.
Sygdommen er alvorlig og har store konsekvenser for dyrene. Derfor er det en anmeldepligtig sygdom, hvilket betyder, at man som landmand skal kontakte sin dyrlæge ved enhver mistanke om, at dyr i besætningen er smittet med bluetongue.
Viser det sig, at dyrene er smittede, er det dernæst Fødevarestyrelsen, der lægger restriktioner ned over besætningen. Det består i at vurdere, om dyrene eksempelvis skal flyttes, og om de kan sælges.
Sygdommen smitter ikke mennesker.