Fortsæt til indhold
Indland

Anklager ikke i tvivl: Mia blev voldtaget inden hun blev kvalt og parteret

Ud over drab og partering kræver specialanklager 38-årige Thomas Thomsen dømt for fuldbyrdet voldtægt.

/ritzau/

Mia Skadhauge Stevn blev udsat for en fuldbyrdet voldtægt, før hun blev kvalt og parteret.

Sådan lyder det fra specialanklager Emil Stenbygaard, der mandag kommer med sine afsluttende bemærkninger i ankesagen ved Vestre Landsret i Viborg.

38-årige Thomas Thomsen blev i juni sidste år i byretten fundet skyldig i at have dræbt og parteret den 22-årige sygeplejerskestuderende.

Men byretten fandt det ikke bevist, at den tiltalte havde voldtaget hende forinden.

Anklageren mener, at partering af liget og opløsning af ligdele ved hjælp af ætsende kemikalier netop er udtryk for, at den tiltalte ville skjule skaderne på kroppen og sporene efter voldtægt.

Han kalder parteringen af liget ”en af de mest bestialske parteringer, jeg kan komme i tanke om”.

Anklageren peger på, at centrale ligdele ikke er fundet, eksempelvis nogle halshvirvler og de ydre kønsorganer.

Det efterlader anklageren uden tvivl:

- Tiltalte parterede og opløste liget, fordi han ville skjule, at han havde slået hende ihjel.

- Han slog hende ihjel, fordi han ville skjule, han havde udsat hende for voldtægt.

Den tiltalte sidder ved siden af sin forsvarsadvokat. Han er iført en lyseblå T-shirt og mørke bukser.

Han kigger enkelte gange på anklageren og rynker lidt på næsen.

Det er ikke endeligt slået fast, hvordan Mia Skadhauge Stevn omkom, men retsmedicinske undersøgelser peger på, at hun formentlig blev kvalt.

Anklageren hæfter sig ved en række fund i skovområdet Hammer Bakker. Det var her, den tiltalte kørte hen med kvinden på passagersædet.

I skoven fandt man hendes hårelastik, to brystplastre og nøgler.

Politiet fandt også en fordybning nær vejen, der ifølge anklageren bar præg af, at en person havde været nede at ligge.

- Min påstand er, at alt det beviser, at Mia har forsøgt at flygte, men er blevet indhentet, væltet omkuld og lemlæstet, siger Emil Stenbygaard.

Thomas Thomsen har i både byret og landsret forklaret, at Mia Skadhauge Stevn faldt undervejs i skoven på vej mod et sted, hvor de ville dyrke sex.

Hun blev ifølge den tiltalte dødeligt kvæstet og udåndede kort tid efter i bilen. Den tiltalte har forklaret, at han gik i panik og besluttede at partere liget.

Han har således erkendt sig skyldig i usømmelig omgang med lig, men nægter drab og voldtægt.

De tre dommere og ni nævninger ventes at afgøre skyldsspørgsmålet på onsdag.