Fortsæt til indhold
Indland

Politikreds udgiver liste over svindlernes foretrukne navne på ofre: Hvis du hedder dette, bør du passe på

Dit navn kan have betydning for, om du får en telefonsvindler i røret.

En sjællandsk politikreds har opdaget et mønster hos svindlere. Det er nemlig ikke helt tilfældigt, hvem de udvælger som deres ofre.

De kigger på dit navn, og særligt en type af navne går igen. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi en pressemeddelelse.

»De svindlere, der franarrer ældre mennesker deres penge, går målrettet efter de navne, der indikerer, at offeret er en del af den ældre generation,« skriver politikredsen, der beder alle om at hjælpe med at advare den gruppe af ældre, der er ekstra udsatte for at blive kontaktet af en svindler.

Listen af navne, som politikredsen peger på er i risiko for at modtage svindelopkald, er disse:

  1. Else
  2. Birthe
  3. Kirsten
  4. Jytte
  5. Karen
  6. Birgit
  7. Jette
  8. Bente
  9. Ingelise
  10. Lis

Også mænd med navne som Ole, Jan og Hans optræder på listen over de navne, der er mest udsatte for svindel.

Advarslen kommer, efter at antallet af ældre, der udsættes for svindel i politikredsen, har været stigende de seneste år. Sidste år blev 787 personer i aldersgruppen over 60 år, der var bosiddende i Midt- og Vestsjællands Politikreds, udsat for svindel ifølge politiets egne tal.

»Et godt råd til de ældre er, at de skal sørge for at få udeladt nummer, så man ikke kan slå deres navn og nummer op på Krak og lignende steder. Og så skal de aldrig være bange for at lægge på, hvis de bliver ringet op uopfordret. Mange er alt for høflige, og det udnytter svindlerne,« siger politiinspektør Thomas Tarpgaard fra Midt- og Vestsjællands Politi i pressemeddelelsen.

Han opfordrer derfor de ældres pårørende og plejepersonale til at snakke med de ældre om svindel, og hvordan de bør være særdeles kritiske, hvis der pludseligt ringer en til dem, som de ikke kender.

»For mange ældre er det stadigt forbundet med stor skam at blive snydt på den måde. Men svindlerne er meget veltalende og kalkulerende. Så man kan nemt blive forvirret og lokket til at udlevere sine kontooplysninger og sine hævekort, hvis man ikke passer på. Og man kan desværre miste store summer,« siger Thomas Tarpgaard.