Kaos-grandprix - dansk fanformand frygter for grandprixets fremtid
Det europæiske Melodigrandprix har de seneste dage været ramt af et så alvorligt kaos, at nogle mener, det kan true hele den store musikkonkurrences fremtid.
»Hele fællesskabsfølelsen er ødelagt. Det er dybt bekymrende, og jeg er bekymret for hele melodigrandprixets fremtid.«
Efter den mest dramatiske og kaotiske optakt til det internationale melodigrandprix nogensinde sidder den danske fanformand, Hanne Bjørn, dybt rystet og bekymret tilbage.
»Det tager glæden fra mig, fordi melodigrandprix skal være en fest, og alle skal kunne være med. Sidste år var jeg med til finalen, hvor alle deltagere heppede på hinanden og stod skulder ved skulder. Nu er det som om, selv kunstnerne er imod hinanden. Meningen var, at alle skulle stå sammen og skabe fællesskab,« siger Hanne Bjørn om hele tanken bag den store traditionsrige fælles melodikonkurrence.
Hun har aldrig set noget lignende.
»Det, vi har set i år, er ikke sket før. Det er også vildt, at de har diskvalificeret nogen.«
I timerne før starten på finalen i svenske Malmö var situationen præget af kaos, store demonstrationer, diskvalifikation og afbud fra flere prominente personer, der skulle have ledet lokale juryer.
Holland smidt ud
Først blev den hollandske deltager, Joost Klein, smidt ud af dette års Eurovision-finale for at have forbrudt sig mod konkurrencens adfærdskodeks, da han angiveligt opførte sig truende overfor en kvindelig fotograf.
Og efter en række krisemøder og rygter om, at lande som Irland, Storbritannien, Schweiz og Portugal overvejede helt at trække sig fra finalen, meddelte sidste års vinder af det norske grandprix, Alessandra Mele, der skulle have stået for den norske pointuddeling, at hun trak sig. Kort efter skete det samme med finske Käärija, der blev nummer to ved sidste års Eurovision, og skulle have delt de finske point ud.
Få minutter før finalen gik i gang meddelte den hollandske tv-station Avrotros, at man afstod fra at uddele pointene fra den hollandske jury.
Hos DR lagde Eurovision-kommentator Ole Tøpholm i løbet af lørdagen ikke skjul på sin bekymring:
»Målet var jo ikke, at det skulle være et stort politisk topmøde eller en skandalefest, men derimod en fest, hvor vi har det sjovt allesammen, og der kan forene en masse nationaliteter. Det er det, melodigrandprix plejer at være, og det, det kan. At hele Europa kan samles til en musikfest. Og det er ved at smuldre for i år,« lød det bl.a. fra Ole Tøpholm før finalen.
Den bekymring deler Hanne Bjørn:
»Det er så voldsomt i år, og nogen bruger al balladen med Israel og Palæstina og siger, at det hele er deres skyld. Men der er også andre lande, der ikke har direkte demokrati. Derfor deler jeg bekymringen for hele melodigrandprixets fremtid. Selv om jeg ikke havde kunnet forestille mig, at noget sådan kunne ske.«
Finalen endte med en sejr til Schweiz, hvor Nemo vandt med sangen ”The Code”. Israel endte som nummer fem.