Danskerne ligger i top-10 over lande, hvor flest er blevet snydt af de falske hjemmesider
Et stort, professionelt netværk er blevet afsløret i at stå bag tusindvis af falske webshops, der har lokket et trecifret millionbeløb ud af folk de seneste ni år.
Et stort netværk af falske online butikker har snydt danskerne over en årrække.
Gennem søgninger på Google har online designerbutikker lokket med fordelagtige rabatter på varer fra f.eks. Lacoste og Dior.
Tilbuddene har danskerne også forsøgt at benytte sig af. Vi har lagt 19.000 ordrer på de falske webshops fra marts 2021 til april i år.
Og vi er langt fra de eneste.
Borgere i mere end 200 lande er blevet snydt på siderne.
Det skriver bl.a. det tyske medie Die Zeit.
Med 19.000 ordrer lagt stryger Danmark ind på en 8. plads over lande, der hyppigst har benyttet sig af de falske hjemmesider. I toppen ligger Frankrig med 178.000 ordrer.
Problemerne med ordrerne er bare, at de varer, man klikker hjem, aldrig når frem. Til gengæld er pengene væk, mens ens kortoplysningerne og andre data er havnet et forkert sted.
De Zeit har i samarbejde med The Guardian, det franske medie Le Monde og det tyske cybersikkerhedsfirma Security Research Labs fulgt sporene fra hjemmesiderne og kortlagt den verdensomspændende svindel.
Sporene ender i Kina hos en kriminel organisation, der professionelt organiserede hjemmesiderne i de mange lande, og formentlig står bag det globale svindelnummer. Netværket har siden 2015 oprettet 76.000 falske hjemmesider.
På baggrund af IP-adresser kan netværket spores til at befinde sig i Fujian-provinsen i det østlige Kina. Desuden viser løndokumenter, fundet i dataene, at personerne i netværket er ansat som udviklere og får lønnen betalt gennem kinesiske banker.
Kan blive ofre for yderligere kriminalitet
I England kalder Katherine Hart, der er ledende medarbejder i forbrugerorganisationen Chartered Trading Standards Institute, det et af »de største svindelnumre med falske online butikker«, organisationen har set, skriver The Guardian.
Mediernes undersøgelse peger på, at der er blevet købt for op til 50 millioner euro på de ni år, hvor hjemmesiderne i forskellige afskygninger har eksisteret.
I alt anslås det, at 800.000 mennesker – hovedsagligt fra Europa og USA – har delt deres email, mobilnummer og adresse med det kriminelle kinesiske netværk gennem hjemmesiderne siden 2015.
Knap en halv million af dem har også har delt deres kreditkortoplysninger og trecifrede sikkerhedsnummer.
De personer, som har delt deres email og mobilnummer, skal være særligt opmærksomme. De kriminelle netværk gemmer ofte oplysninger og bruger dem senere mod folk i de såkaldte phishing-angreb.
Angrebene foregår typisk gennem sms eller mail, hvor afsenderne blandt andet kan ligne nogle fra Skat, Postnord eller Nem-id. I beskederne bliver man bedt om at trykke på et link og derved afgive sine personlige oplysninger. Oplysningerne misbruger kriminelle til f.eks. at få adgang til folks netbank.