Røgsøjle fra brand vækker opsigt
Brandvæsen har sendt knap 20 vogne og mange folk afsted til en brand i et industriområde i Skanderborg. Vidner beretter om eksplosioner fra bygningen, der er brudt i brand.
Blandt andet fra E45-motorvejen kunne bilister se, at noget var galt i Skanderborg tirsdag aften.
En stor røgsøjle har tiltrukket sig opmærksomhed, og ifølge Sydøstjyllands Politi er en virksomhed brudt i brand i Skanderborg.
Politiet er da også til stede på Niels Bohrs Vej sammen med brandvæsnet.
»Vi har en masse køretøjer afsted, og det er svært at give en status lige nu. Det er en slags emballagefabrik med en administrationsbygning og en produktionshal, hvori der var gasflasker, som gjorde, at mine folk lige måtte trække sig tilbage,« fortæller Jørgen Hansen fra Østjyllands Brandvæsen til TV 2 Østjylland omkring klokken 21.30.
I forbindelse med branden på har vidner ifølge TV2 Østjylland hørt lyde, der minder om eksplosioner. Hvad der har forårsaget lydene, står ikke klart, men Østjyllands Brandvæsen kan ikke afvise, at det har med gasflaskerne i bygningen at gøre.
»Det er en slags emballagefabrik med en administrationsbygning og en produktionshal, hvori der var gasflasker, som gjorde, at mine folk lige måtte trække sig tilbage,« siger operationschef Jørgen Hansen til mediet.
Han oplyser, at der er blevet sendt omkring 18 eller 19 vogne og et stort antal folk afsted til at slukke branden.
Der er flere virksomheder, der har adresse på Niels Bohrs Vej 36. Det gælder blandt andet Sports Backup A/S og Refour ApS. Sidstnævnte har binavne i CVR-registret som eksempelvis Ecosave Packaging ApS og Refour Materials ApS.
Få dagens vigtigste historie på lyd i nyhedspodcasten ”Hvis du vil vide mere”. Følg med her alle hverdage fra kl. 04.30 eller i playlisten herunder.