Brandteknisk rådgiver: Renoveringsarbejde er oftest skyld i, at historiske bygninger brænder ned
Brandvæsenet har det meste af tirsdagen forsøgt at slukke den omfattende brand i Børsen. Men det har været en meget svær opgave, forklarer en ekspert. Forklaringen findes i tagkonstruktionen.
Selv om branden i Børsen i København tirsdag eftermiddag kommet under kontrol, vil det tage op mod et døgn at få den slukket helt, har beredskabet på stedet oplyst.
Det er der en særlig grund til, forklarer Marcello Francati, der er brandteknisk rådgiver hos Dansk Brand og Sikringsteknisk Institut.
Det er nemlig en langt mere kompliceret opgave at slukke en brand i en historisk bygning, end hvis det var en mere almindelig en af slagsen, der stod i flammer.
For det 400 år gamle renæssancebyggeri står i grove træk, som det gjorde, da Christian 4. opførte den. Det var, længe før man havde tænkt på brandsektionering og sikring mod brandspredning i bygninger.