Børsen brænder: Brandvæsnet er rykket talstærkt ud
Spiret på Børsen i København er kollapset, mens bygningen står i flammer.
Et af Københavns helt store vartegn, den gamle børsbygning, står i brand.
Hovedstadens Beredskab er rykket talstærkt ud til en formodet tagbrand på Børsen. Det oplyser Hovedstadens Beredskab til Jyllands-Posten.
»Vi er ved at mande kraftigt op og har sat voldsomt ind. Både på værdiredning og slukning,« lød det fra vagthavende kort før klokken 8.00.
Ifølge Jyllands-Postens medarbejder, som er til stede ved branden, står hele Børsen i brand. Det gamle tårn er opslugt af flammer, og der vælter sort røg ind over Slotsholmen. Klokken 8.30 skete det, der hurtigt syntes uundgåeligt. Bygningens ikoniske spir kollapsede.
Hele området omkring Børsen er lige nu spærret af, og det strømmer ind med brandfolk og politi, mens folk samles måbende omkring branden.
Kort efter kl. 8 tirsdag begyndte store flammer at stryge op ved bygningens spir. Et område omkring bygningen er afspærret af politiet – også ved Knippelsbro og Christiansborg Slotsplads er der spærret.
Børsen er i øjeblikket ved at blive restaureret, hvorfor bygningen er pakket ind i et stillads. Bygningen ejes af Dansk Erhverv og ligger på Slotsholmen i København.
Den stod færdig med spir i 1625 og er en af Københavns ældste bygninger. I efteråret 2024 fylder Børsen 400 år. »«