Fortsæt til indhold
Indland

Nu raser pollensæsonen – her er ekspertens bedste råd mod kløende øjne og åndenød

Pollenallergikere er lige nu hårdt plaget af voldsomme pollental for birk. Heldigvis er der flere ting, du kan gøre for at mindske de alvorligste gener, lyder det fra allergiforening.

Foråret har for alvor meldt sin ankomst, men for rigtig mange danskere betyder det desværre også goddag til kløende og røde øjne, hoste, løbende næse og måske endda vejrtrækningsproblemer.

Pollensæsonen er nemlig over os, og den seneste uges varmere temperaturer har kickstartet plagen fra birkepollen 10 dage tidligere end gennemsnittet.

»Vi kan høre på vores rådgivningstelefoner, at rigtig mange har det skidt lige nu,« siger Christine Højer Eriksen, som er sundhedsfaglig rådgiver hos Astma-Allergi Danmark.

Det anslås, at op mod 1 mio. danskere lider af pollenallergi.

Søndag nåede pollentalet for birk op på 938 i Østdanmark, hvilket er »højt«.

»Rigtig mange allergikere kan sagtens få reduceret symptomerne. Man må ikke bare give op,« siger Christine Højer Eriksen, som heldigvis har værktøjskassen fuld af gode råd til, hvordan man kan minimere generne fra naturens mikroskopiske blomsterstøv.

Vildere end tidligere

Ikke alene rammer pollensæson i disse år tidligere og varer længere end før i tiden. Pollentallene er også mærkbart højere end for et par årtier siden, viser Astma-Allergi Danmarks opgørelser.

Det skyldes dels klimaforandringerne og dels vores bynatur, hvor mange kommuner planter birk og lader græsset gro, forklarer Christine Højer Eriksen.

Lige nu er det som sagt birkepollen, som får øjne til at klø eller næsen til at løbe. Men længere henne på sommeren venter sæsonen for græspollen og derefter bynke.

Selv milde symptomer kan påvirke livskvaliteten, så anbefalingen fra Astma-Allergi Danmark er klar:

1

Søg læge

Christine Højer Eriksen første og vigtigste råd er, at man kontakter sin læge og får foretaget en allergitest for at finde årsagen til allergien.

»Lægen kan udarbejde en god behandlingsplan, så man får færrest mulige symptomer og færrest mulige bivirkninger. Det er vigtigt at gå tilbage til lægen, hvis ikke behandlingen virker, for så kan det være, at der skal justeres på doseringen eller prøves med nogle andre præparater,« siger hun.

Der findes en lang række forskellige behandlingsformer og præparater. Man kan blandt andet få næsespray, øjendråber eller tabletter med antihistaminer, der dæmper kløen og snuen.

Astma-symptomer som åndenød eller pibende vejrtrækning kan behandles med inhalatorer, og man kan også få ordineret immunterapi – også kaldet allergivaccination – for at modvirke selve allergien. Dén behandling skal dog påbegyndes senest 16 uger før pollensæsonen begynder, så det er for sent i år.

Derudover har Christine Højer Eriksen en lang række gode fifs til at gøre livet lettere for pollenallergikere – uden at du behøver at tilbringe hele sommeren inde bag lukkede døre.

2

Tør tøjet inde

Lad være med at hænge vasketøjet til tørre udendørs, når der er pollen i luften. Tør i stedet tøjet i en tørretumbler, for ellers sætter pollenstøvet sig i blusen eller det nyvaskede sengetøj.

3

Tag briller eller hat på

Nogle allergikere kan have gavn af at tage solbriller eller cykelbriller på for simpelthen at skærme øjnene lidt mod pollenstøvet. På samme måde kan en hat eller kasket også fungere som et lille værn mod det værste støv.

4

Skyl håret

Skyl håret igennem med vand inden sengetid, så du får vasket pollene ud og ikke tager dem med under dynen.

5

Tag ud til kysten

Det kan være en fordel for nogle at komme ud til havet, hvor der typisk er mere vind og færre pollen i luften. Særligt de vestvendte kyster er gode, men andre kyster kan også føles bedre end hjemme i haven med birketræer.

6

Luk vinduer

Hold vinduerne i bilen lukket, mens du kører. Selv om det kan friste at rulle vinduet ned, når det er varmt i vejret, lukker du også pollenstøvet ind. Har du en bil med pollenfilter, skal du huske at vedligeholde det.

7

Luft ud tidligt og sent

Væn dig til at lufte ud i hjemmet tidligt om morgen og sent om aftenen, når duggen har lagt sig – men ikke midt på dagen, hvor der typisk er flest pollen i luften. Træerne frigiver mest pollen, når det er varmt og solrigt.

8

Ring og spørg

Astma-Allergi Danmarks telefonrådgivning er åben hver dag med hjælp og vejledning, hvis du er generet af pollen. Telefonnummeret er 43434299. Du kan også følge de daglige pollental på foreningens hjemmeside eller ved at hente appen Dagens Pollental.