Brokollaps i USA har chokeret verden, men kan det ske i Danmark? Manden, der har bygget Storebæltsbroen, har svaret
En kollapset amerikansk bro har fanget hele verdens opmærksomhed. Den er syv år yngre end Lillebæltsbroen, men en vaskeægte ekspert forklarer nu, hvorfor en lignende katastrofe nok ikke vil ske i Danmark.
»Det skulle vel aldrig omhandle en kollapset bro i Baltimore?« spørger Klaus Ostenfeld, da han tager telefonen.
Ud over at være uafhængig international broekspert og professor (docent) ved Aarhus Universitet er han forhenværende koncernchef og administrerende direktør for ingeniørfirmaet Cowi, hvor han bl.a. var projektansvarlig for Storebæltsbroen, Øresundsbroen, Farøbroerne og flere store udenlandske broer.
Det er med andre ord ham, man skal snakke med, hvis man vil vide noget som helst om broer. Han er et levende leksikon, og han spytter det ene eksempel ud efter det andet om broer, som gennem historien er kollapset efter påsejling af skibe.
Vi er knap fem minutter inde i samtalen, inden han har nævnt tre tilfælde. Et af dem vender vi tilbage til.
Derfor er det også ham, der nok bedst kan svare på, om et brokollaps, som det, der forekom i delstaten Baltimore natten til tirsdag dansk tid, kan ske i Danmark.