Jagten på Anders Hansen går over Manchester og Filippinerne
Jyllands-Posten fortsætter jagten på Anders Hansen, der påstår, at han sagt sit job op som ingeniør for at hjælpe danske forbrugere med at købe den bedste airfryer. Men findes han i virkeligheden eller er det hele fup? Følg med her.
Dette er andet af tre kapitler af historien om JP’s jagt på Anders Hansen. Du kan læse første kapitel her.
Anders Hansen hjælper dig med at finde det bedste produkt til prisen, hvis du er på jagt efter en ny airfryer.
Han er en rigtig fagmand, der piller de elektriske apparater fra hinanden og undersøger dem grundigt, inden han kommer med sine anbefalinger. Så følger du hans råd, får du værdi for pengene, må man forstå.
Men findes Anders Hansen overhovedet i den virkelige verden? Eller er alle hans råd ren varm luft? Det har Jyllands-Posten sat sig for at undersøge.
Som tidligere omtalt stødte Liselotte Lund på navnet Anders Hansen, da hun for nogle måneder siden var på udkig efter en ny airfryer og søgte på nettet.
Hun havnede på en test af airfryere på Forbrugervejledningen.dk.
Anders Hansen havde lavet testen, og han er en meget grundig mand, må man forstå. Eksempelvis har han undersøgt 27 forskellige airfryere fra forskellige mærker for at kunne udpege den bedste. Flere af dem har han skilt ad.
Anders Hansen har også testet andre elektriske apparater. Og der er en rød tråd i alle de test, han laver, viser det sig. En rød tråd, som kan få de røde advarselslamper til at blinke.