Fortsæt til indhold
Indland

Analyse fra lægeforening: Ventetider kan nedbringes med et bestemt greb

Patienter landet over behøver ikke vente så længe som i dag på at få besked om, hvad de fejler. For ventelisterne til udredning for ikke-akutte sygdomme kan nedbringes, hvis hospitalerne arbejder bedre sammen, konkluderer en analyse fra Lægeforeningen. Sundhedsministeren finder oplysningen »interessant«.

Det går for langsomt med at få nedbragt de alt for lange ventetider på behandling på sygehusene, konstaterede indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i en pressemeddelelse forleden.

Men det samme gælder for retten til at blive hurtigt undersøgt for, hvad patienten overhovedet fejler, fastslår interesseorganisationen Lægeforeningen, der har undersøgt mulighederne for at nedbringe ventetiden og reducere forskellen på udredningstiderne i de fem danske regioner.